Melgaard Miljø optimerer logistikken
Affaldsvirksomheden Meldgaard Miljø forbedrer logistikken, når virksomheden flytter ind på et 21.000 kvadratmeter stort areal på Aalborg Havn.
Meldgaard Miljø, der gør kraftvarmeværkers slagger genanvendelige, flytter i løbet af de kommende måneder ind på et 21.000 kvadratmeter stort areal på Aalborg Havn. Det forbedrer virksomhedens logistik og giver mulighed for at håndtere større ordrer, fortæller Frank Sandgaard, afdelingschef i Meldgaard Miljø i Aalborg.
Læs også: UPS åbner stort logistikcenter i Vejle
Vores placering på havnen gør logistikken lettere for os, fordi vi kan få sejlet en stor del slagger direkte til kajen og ind på vores sorteringsplads og herefter transporteret ud til kunderne med lastbil, siger Frank Sandgaard og fortsætter:
Fordi vi nu kan få sejlet slaggerne direkte ind og ud af havnen, giver det os samtidig mulighed for at kunne levere til større projekter.
Arealet på 21.000 kvadratmeter skal blandt andet bruges til at håndtere slagger for Reno-Nord i Aalborg, som Melgaard Miljø netop har indgået en aftale med.
Aalborg Kommune er i øjeblikket ved at foretage en miljøgodkendelse af arealet på havnen, og så snart det er gjort, forventer Meldgaard Miljø at flytte ind.
Læs også: Swisslog effektiviserer Rustas lager og distribution
På landsplan sorterer Meldgaard Miljø årligt 250.000 tons slagger. Omkring 50.000 tons skal fremover bearbejdes på Aalborg Havn.
-SSM