Bæredygtighed vil transformere logistik
LAGER & TRANSPORT. Jagten på bæredygtig drift og bæredygtige forretningsmodeller vil transformere logistikindustrien...
LAGER & TRANSPORT. Jagten på bæredygtig drift og bæredygtige forretningsmodeller vil transformere logistikindustrien i fremtiden. Sådan lyder hovedkonklusionen på en 150 siders rapport, som Deutsche Post DHL har lanceret. Transformationen vil både påvirke forretningsmodeller og give anledning til udvikling af en lang række avancerede løsninger og teknologier, som logistikleverandørerne vil tage i anvendelse, lyder forudsigelsen. Rapporten er baseret på interviews med internationale eksperter samt en undersøgelse blandt 3600 kunder og forbrugere fra hele verden.
Rapporten vurderer, at logistikindustrien vil blive en hovedaktør i bestræbelsen på at reducere CO2 i de fleste sektorer. 63 % af de adspurgte forventer, at logistik vil blive en strategisk løftestang i arbejdet med at reducere CO2-udledning. Det er ifølge rapporten både en mulighed go en udfordring for logistikbranchen: Logistikvirksomheder, der er dygtige til bæredygtige løsninger, klarer sig i gennemsnit 8 % bedre end logistikvirksomheder, der scorer lavt målt på bæredygtighed.
Rapporten peger også på en tendens til, at logistikydelser i højere grad vil blive vurderet på andre parametre end pris i fremtiden, fordi logistik får større forretningsstrategisk betydning for kunderne; ligesom den gør opmærksom på, at der allerede nu med den eksisterende teknologi er potentialer for markante CO2-reduktioner.
Logistikindustrien kan opnå betydelige reduktioner i brugen af fossile brændstoffer ved at effektivisere distributionsnetværk, anvende den mest velegnede transportform og optimere ruter samt kapacitetsudnyttelser endnu mere, fortæller Frank Appel, CEO for Deutsche Post DHL. Læs den samlede rapport på www.dp-dhl.com/sustainable-logistics.