FREJA præsenterer CSR-rapport 2020
Social ansvarlighed og bæredygtighed står vores hjerte nær, og vi er i FREJA glade for at kunne præsentere den seneste CSR-rapport for året 2020. Denne rapport markerer den fjerde CSR-rapport for FREJA siden 2017.
I rapporten løfter vi sløret for de tiltag og initiativer, vi er lykkes med i 2020, samt de mål vi har sat os for fremtiden, som skal bidrage til at skabe et bedre miljø og en mere bæredygtig planet.
Som transport- og logistikvirksomhed mener vi, at vi har et helt særligt ansvar, når det kommer til at sikre en mere grøn hverdag. Vi er i en branche, som er altafgørende for samfundet, da vi bidrager til at transportere nødvendige varer som for eksempel lægemidler, fødevarer og hygiejneprodukter, men effekten af dette er, at transportsektoren står for 24% af den direkte CO2 udledning fra forbrænding af brændstof. Vores kritiske rolle i samfundet har især været fremtrædende i 2020 under pandemiens frembrud. Her har vi arbejdet på højtryk for at holde gang i forsyningskæderne rundt omkring i verden, hvilket ikke kunne lade sig gøre uden alle vores hårdtarbejdende og engagerede ansatte ude på vejene og på kontorerne.
På trods af pandemien har vi bibeholdt vores fokus på CSR og fulgt den planlagte strategi. Vi mener nemlig ikke, at vi kan udsætte vores handlinger og indsats på dette område. Vi har siden 2018 struktureret vores arbejde med CSR i henhold til FNs Verdensmål. Hvert år vurderer vi hvilke områder, vi vil fokusere på, og i året 2020 arbejdede vi med følgende tre verdensmål:
- 3) Sundhed og trivsel
- 8) Anstændige jobs og økonomisk vækst
- 12) Ansvarligt forbrug og produktion
Ordentlighed og ansvar er nogle af grundstenene i FREJA, og derfor er det ligeledes vigtigt for os at skabe et sundt arbejdsmiljø og gode arbejdsvilkår for vores ansatte og chauffører. Dette afspejler sig også i de verdensmål, vi har valgt at arbejde med.
I den seneste rapport kan du blandt andet læse om, hvad vi gør for at skabe et godt arbejdsmiljø, hvorfor banetransport egner sig som et miljøvenligt alternativ til normal vejtransport, samt hvordan vi har bidraget til kampen mod COVID-19.