Nye danske cabotageregler med store konsekvenser for miljøet
Cabotage er en betegnelse for indenrigstransport, som bliver foretaget med et transportmiddel, der er hjemmehørende i et andet land. Cabotage kan ske med alle transportmidler, dvs. skib, fly og, i vores tilfælde, lastbil.
Cabotage har været brugt gennem mange år, men i 2021 forventer man at vedtage nye regler i Danmark, som vil få betydelige konsekvenser for landevejstransporterne i forhold til det, vi kender i dag.
De nye danske tiltag omfatter bl.a. et krav om, at chauffører på internationale biler skal aflønnes efter danske lønnormer, og bliver en chauffør udtaget til kontrol, skal han kunne fremvise dokumentation i form af ansættelseskontrakt og lønsedler. Samtidig skal udenlandske vognmænd registrere sig i et dansk register, og forud for hver transport skal den udenlandske vognmand angive, på- og aflæsse steder, bilens registreringsnummer, persondata på chaufføren samt hvilken rute, der er planlagt. Vi forudser desværre, at dette vil betyde så store administrative byrder, at udenlandske vognmænd fravælger cabotagekørsel i Danmark.
Konsekvensen vil i så fald være, at vi ikke kan benytte udenlandske biler til eksempelvis fælles oplæsning hos en kunde. Hos FREJA er vi vant til at optimere transporterne og udnytte kapaciteten bedst muligt ved at lade en given chauffør indhente alt gods hos en kunde for derefter at konsolidere godset på vores terminaler inden den videre transport til de forskellige eksportmarkeder. Denne proces sparer på tomkilometerkørsel, og vi undgår dermed en unødig belastning af miljøet.
Når de nye regler træder i kraft, vil det betyde, at udenlandske biler bliver dårligere udnyttet, der skal flere biler ud til kunderne, og vi kommer samlet set til at køre flere kilometer. Endnu værre er det, at vi spolerer de bestræbelser, vi har haft gennem mange år på at reducere miljøpåvirkningerne ved vores transporter, og samlet set vil det påvirke prissætningen af den del af transporten, der udføres i Danmark.
Hos FREJA håber vi derfor på en mere praktisk ordning end den, der pt. ligger skitseret, til fordel for os, vores kunder og ikke mindst miljøet.