Kinas premierminister: Bedre forhold for udenlandske firmaer
Relationerne mellem den kinesiske stat og udenlandske virksomheder skal forbedres, siger Kinas premierminister Li Keqiang.
De udenlandske virksomheder i Kina skal have bedre forhold og have samme behandling som de statsejede.
Det lovede den kinesiske premierminister Li Keqiang ifølge BBC News ved World Economic Forum, der finder sted 11-13. september i den kinesiske havneby Dalian.
Læs også: Produktionen i Kina taber pusten
Han talte samtidig om, at den kinesiske økonomi er inde i en afgørende rekonstruktionsfase, hvor strukturelle ændringer og moderniseringer er påkrævet for at sikre en fortsat økonomisk vækst.
Den kinesiske regering har eksempelvis liberaliseret rentesatserne for at styrke valutaen.
Komplekst økonomisk klima
På trods af, hvad premierministeren kalder et komplekst økonomisk klima, mener han, at Kina lander på en vækst på 7,5 procent i år.
Læs også: Mexico haler ind på Kina som produktionsland
Kina havde den laveste vækst i 20 år i andet kvartal af 2013, og der har været udbredt bekymring for at verdens næststørste økonomi er på vej mod en hård landing.
Li Keqiang prøvede at dæmpe bekymringen ved at fastslå, at den kinesiske økonomi er stabil og står på et stærkt fundament, skriver BBC News.
- JKK