Trumps vilde toldssatser bliver virkelighed i dag
Kina nægter at bøje sig for Donald Trumps toldkrig, og det betyder, at landet fra i dag rammes af en toldsats på vilde 104 pct. Også tolden på import fra en lang række andre lande træder i kraft i dag. På varer fra EU fordobles tolden fra 10 pct. til 20 pct. Og tolden sætter sig tydelige spor i den amerikanske import.
Der er udsigt til markant mindre arbejde på de amerikanske havne efter USA´s indførelse af høje toldsatser på stort set al import.. Foto: Port of Los Angeles
Toldkrigen kan aflæses i antallet af containerbookings til USA, der i den sidste uge er raslet ned.
Data fra Vizion's TradeView Global Trade Intelligence Platform viser, at containerbookinger til USA er faldet med 67 pct. i løbet af de seneste syv dage sammenlignet med ugen før. Derudover indikerer platformen, at eksportbookinger er faldet med 40 pct., skriver Splash.
“Hvis disse tal bare er nogenlunde korrekte, er det en ekstremt stor forstyrrelse af de handelsstrømme, vi ser. Og hvis det er korrekt og fortsætter, vil vi meget snart begynde at se betydelige blank sailings fra rederierne,” skriver Lars Jensen, CEO i containerkonsulentfirmaet Vespucci Maritime, i et opslag på LinkedIn og tilføjer:.
“Det ser ud til allerede at være begyndt, idet ONE i går annoncerede, at Premier Alliance PN4 Pacific-servicen, som skulle være startet i maj, er suspenderet indtil videre”.
PN4 var planlagt til at forbinde havne i Kina med bl.a. Vancouver i Canada og TAcoma i USA.
EU har foreløbig ikke annonceret modforanstaltninger, men vil i lighed med andre lande først forsøge at forhandle med Donald Trump.
“Disse lander ringer til os. Kissing my a**,” fastslog Trump i en udtalelse tirsdag.
Det kommer Kina dog næppe til at gøre, forudser Lars Jensen og minder om vicepræsident J.D Vance´s udtalelse i sidste uge. “Vi låner penge fra kinesiske bønder for at købe de produkter, de bønder fremstiller”.
“På den baggrund er det meget svært at se det kinesiske lederskab trække sig fra konfrontationer uden, at det vil blive opfattet som en ydmygelse af deres ledelse - og vi bør forvente, at situationen muligvis kan blive værre,” skriver Lars Jensen.
-emte