Melsted Badehotel på nye hænder
Melsted Badehotel er kommet på nye hænder. Køber er bornholmer, og forpagter er succesrig restauratør-duo fra Rungsted Golfklub.
Ejendomsstrategerne Gottlieb + Partners A/S har samlet køber, sælger og forpagter i en stærk konstellation - sælger familien Hjorth Madsen, der har drevet badehotellet igennem 17 år, køber Michael Almeborg, bornholmsk erhvervsmand, og forpagterparret Peter Stræde og Steen Berthelsen, der i 20 år med succes har drevet restaurationen på Rungsted Golfklub.
Handlen blev en realitet den 10. april, og allerede 1. maj er badehotellet med de nye forpagtere klar til at tage imod sommerens gæster.
Netværk. Netværk. Netværk.
Årsagen til, at denne trepartshandel er blevet en realitet, skal findes i et stærkt, bredt og mangfoldigt netværk.
Peter Goth Engel og Thomas Gottlieb, der står bag Gottlieb + Partners, har begge efter mange år i branchen et stort netværk, og det er netop i deres netværk, at kuglerne til handlen er blevet støbt. De har derudover også lagt strategien for treparts-aftalen.
”Det er i netværket, at ting opstår, og handler bliver en realitet. Vi har et bredt, mangfoldigt netværk, og det gør os i stand til at samle de rigtige parter i den rigtige handel. Derudover tænker vi også i potentialer og mulige værdifulde samarbejder. Så udover at stå for salget af de ejendomme, der udgør Melsted Badehotel, har vi fundet de rigtige forpagtere og varetaget forpagteraftalen mellem forpagterne og køber samt overdragelsesaftalen mellem forpagterne og sælger”, siger Peter Goth Engel, adm. direktør og ejendomsstrateg fra Gottlieb + Partners.
Det navnkundige badehotel, der ligger med bedste beliggenhed lige uden for Gudhjem ved foden af Østersøen, har tidligere været forsøgt solgt gennem flere mæglere, men uden resultater.
”Vi ville gerne sælge Melsted Badehotel efter 17 års drift. Der har skam været interesserede investorer, men vi har manglet den rigtige forpagtning. Gottlieb + Partners er i mit nærmeste netværk, og da de bringer restauratør-duoen fra Rungsted Golfklub på banen, og vi samtidig kommer i kontakt med Michael Almeborg, der gerne vil bevare hotellet på bornholmske hænder, har vi pludselig en stærk konstellation for en god handel samt en fortsat drift og videreudvikling af badehotellet”, siger sælger af Melsted Badehotel.