Mærsk sælger olieforretningen for at styrke transport- og logistikdelen
Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til franske Total S.A. Salget er et led i en strategi, der skal samle og skabe vækst i Mærsks transport- og logistikaktiviteter.
A.P. Møller-Mærsk sælger sin olie- og gasforretning, Maersk Oil, til den franske oliegigant Total S.A, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Læs også: Maersk øger containerkapaciteten med nye fragtskibe
Salget sker som et led i Mærsks strategi om at skille sig af med olieforretningen for i stedet at bruge ressourcerne på at fokusere på at skabe vækst i transport- og logistikaktiviteterne. Mærsk har blandt andet planer om at skabe en endnu mere integreret transport- og logistikforretning, hvilket salget muliggør:
Værdien af Maersk Oil og Totals aftale er et vidnesbyrd om kvaliteten og standen af Maersk Oil. Derudover vil aftalen styrke den finansielle fleksibilitet hos A.P MøllerMærsk og frigøre ressourcer, som vi kan bruge til at fokusere på den fremtidige vækst inden for containerfragt, havne og logistik, siger Søren Skou, adm. direktør hos A.P. MøllerMærsk.
Alle energiaktiviteterne skal ud
Mærsk sælger olieforretningen til Total for 7,45 milliarder dollars, hvilket svarer til over 47 milliarder danske kroner. I salget har den danske transport- og logistikgigant lagt vægt på, at Maersk Oils kapaciteter og aktiver fortsat vil blive udviklet og stå stærke i Danmark og resten af Norden.
I mit hjerte og sind er det her en meget svær, men rigtig, beslutning. Maersk Oil har i næsten et halvt århundrede gået forrest i den danske olieudvikling, været helt vital for A.P. Møller-Mærsk og har indtil nu haft en afgørende rolle i den danske såvel som internationale olie- og gasindustri. Det gør os stolte, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, forkvinde for A.P. Møller Holding. Hun fortsætter:
Som ejere søger vi det bedst mulige fundament for fremtidig vækst i Maersk Oils aktiviteter og udviklingen i Nordsøen. A.P. Møller-Mærsk har fundet en dedikeret industriejer med en stor interesse i den videre udvikling og investering i kapaciteten og aktiverne skabt i Maersk Oil samtidig med at Danmarks førende olieselskab bevares.
Læs også: Hackerangreb koster Maersk op mod 1,9 mia. kr.
Det er ikke kun olie- og gasaktiviteterne, men alle fire energiselskaber, Mærsk vil skille sig af med i løbet af de næste par år. Hvad der skal ske med Maersk Drilling, Maersk Supply Service og Maersk Tankers, vil blive besluttet inden udgangen af 2018.
-CHM