Klimaneutralitet inden 2030 med eksisterende redskaber?
Hver anden tirsdag møder du “Logistiknørderne" i PostNord Logistics. Logistiknørderne er et panel af vores absolut skarpeste specialister, som deler ud af deres viden indenfor områder, som er oppe i tiden indenfor logistik. Denne uges tema er;
Klimaneutralitet inden 2030 med eksisterende redskaber?
Af Lars Nguyen Høeg – Transportkonsulent hos PostNord Logistics
I dag er der primært 2 måder, hvorpå den grønne omstilling kan sikres i transportbranchen;
1. Bedre udnyttelse af kapacitet eller større modulvogntog fra Duo2 til Duo3
2. Anvendelse af klimavenlige drivmidler
Transportbranchen står for ca. 30 % af de samlede Co2 udledning i EU, heraf kommer 72% fra vejtransport, og står derfor med en stor andel af ansvaret for den samlede Co2-nedbringelse frem til 2030. Hvis klimaneutralitet skal opnås i branchen, ved hjælp af de to ovenstående metoder, så er der en række relevante faktorer, som potentielt set kan blive en barriere. Det giver anledning til en del relevante spørgsmål og debatteringer blandt de mange logistikoperatører i transportbranchen. Jeg har udvalgt tre, som du kan læse med på nedenfor;
1. Er det reelt set muligt at implementere Duo3 i Danmark med det danske vejnet?
I Danmark har vi siden 2008 kunne eksperimentere med såkaldte Modulvogntog (herefter MVT) – og dermed kunne designe smartere og mere omkostningseffektive logistikløsninger, som også sikrer bedre kapacitetudnyttelse. I Danmark opererer vi med Duo2 og vogntog op til 25 meter, men Duo3 med vogntog op til 35 meter er det ”nye” i branchen. Implementeringen af Duo3 betyder, alt andet lige, markant flere enheder pr. transport, hvilket har en positiv indflydelse på Co2 udslippet. Men det kræver større MVT’er. Og en infrastruktur, som understøtter dem.
Grundet Danmarks geografiske størrelse øges kompleksiteten også i brugen af 35m vogntog. Det er de færreste veje, der vil kunne bære den størrelse vogntog. Det overordnede vejnet er bygget i en vejklasse 100, hvilket svarer til at kunne bære ca. 100 tons. Der skal ikke mange kilo i vogntoget, inden vejene sandsynligvis ødelægges.
Konsekvensen kan være, at vi i fremtiden skal vænne os til langt flere strækninger på motorveje med vejarbejde og langsomt kørende trafik. Det hænger ikke særlig godt sammen med den øget kundeefterspørgsel på hurtigere leveringer.
Udfordringerne med vejnettet eksisterer allerede med brugen af 25m MVT, så er det svært at forestille sig en hverdag med 35m vogntog. Det kræver i hvert fald en udvikling af infrastrukturen.
2. Er forholdene omkring de klimavenlige drivmidler gode nok?
Da der hersker en tvivl om, om de større voluminer og en ændring af den danske infrastruktur er tilstrækkelig for at komme i mål, kigger alle i retningen af de klimavenlige drivmidler.
På tværs af Danmark prøver logistikleverandører at identificere den næste generation af drivmidler – den for dem helt rigtige løsning. For det har noget at sige, om man køre citylogistik eller man trækker 40 tons linehauls fra den ene ende af landet til den anden. Drivmidlet skal kunne levere den nødvendige power!
Om det vil være LNG, HVO100 biodiesel, el, brint, ”madolie” eller noget helt andet, der bliver den optimale løsning fremadrettet er endnu svært at sige. Men udfordringen på den korte bane er den manglende tilgængelighed.
En hurtig søgning på nettet viser nemlig, at der kun er omkring 13 offentligt tilgængelige tankanlæg i Danmark, for de som ønsker at lade deres biler køre på HVO100 biodiesel. Virksomheder der gerne vil satse på LNG, har tilsvarende omkring 17 tankmuligheder. Derudover er eldrevne lastbiler til citylogistik yderst attraktivt og meget miljøvenligt. Men for tung linehaul logistik er det, indtil videre, ikke et muligt alternativ. Co2 neutralitet kan derfor synes svært opnåeligt med de nuværende muligheder.
3. Er branchen klar til at løfte i fællesskab?
Det sidste store spørgsmål er, om branchen er klar til at løfte i flok. Som logistikleverandør kan vi ikke beslutte hvilken retning udviklingen af vejnettet skal gå – ej heller udviklingen af klimavenlige drivmidler. Men flere vognmænd og logistikleverandører skal, inden længe, tage vigtige beslutninger om hvilken retning deres forretning skal bevæge sig, for at blive så klimaneutrale som det er muligt. For én ting er sikkert, når uret slår 23:59:59 d. 31.12.2029 så skal vi være tæt på klimaneutrale.
Og i PostNord Logistics vil vi gøre alt for at være klar, når tiden kommer!
Sådan bliver vi klar i PostNord Logistics!
Hvordan vi bliver klar? I Postnord Logistics tager vi klimaneutralitet meget seriøst. Vi ønsker at være tilstede med repræsentativt udstyr og materiel, der for os kan give værdi, samtidig med det skaber værdi for vores klima og ikke mindst vores kunder. Vi har i de senere år bl.a.:
- I samarbejde med Spaceinvader, fået skabt bedre kapacitetudnyttelse. Om det er på gulvet, i terminalen, i traileren på vej mod næste distributionshub eller på vej til kunden, så er én plads blevet dobbelt så meget værd.
- Udfaset Euro Norm 4 biler i vores interne flåde. Vi køre kun Eur5 og Eur6. Det vil inden udgangen af 2021 være et krav for eksterne vognmænd der arbejder eller ønsker at samarbejde med Postnord at de køre Eur6.
- Implementeret dobbeltdækkertrailer. En trailer der giver os muligheden for at flytte 55 pallepladser, derhen hvor vi ikke kan køre lovligt med Duo2/MVT. Sætter vi et link foran dobbeltdækkertraileren, så har vi med det skabt 73 pallepladser på 25m vogntog.
- Implementeret HVO100 Diesel på den interne flåde, så størstedelen kører med denne type brændstof. HVO100 Diesel giver en reduktion i Co2 udslip på op mod 90%.
Har du en spændende vinkel på emnet eller vil du vide mere om den grønne omstilling i PostNord Logistics?
Så er du velkommen til at kontakte mig på +45 5229 4706 eller Lars.Nguyen.Hoeg@postnord.com