Frode Laursen køber aarhusiansk transportvirksomhed
Fra den 1. januar 2025 overtager Frode Laursen transportvirksomheden Michael Sørensen ApS med base i Sabro vest for Aarhus.
Michael Sørensen ApS løser i dag med cirka 20 egne og fast tilknyttede biler transportopgaver inden for byggesektoren, primært mellem centrallagre og nogle af Danmarks førende byggemarkeder.
”Michael Sørensen ApS er en veldrevet forretning med stort fokus på service, kvalitet og fleksibilitet. Med sit fokus på byggelogistik er virksomheden et godt match til Frode Laursens aktiviteter inden for byggesektoren, som hermed vil blive styrket yderligere”, udtaler Thomas Corneliussen, administrerende direktør i Frode Laursen Gruppen.
Læs også: Mange millioner skal styrke produktivitet, omsætning og beskæftigelse
Det er planen at lade Michael Sørensens aktiviteter fortsætte som en selvstændig enhed under Frode Laursen. Det betyder også, at Michael Sørensen og samtlige medarbejdere fortsætter i virksomheden.
”Med salget til Frode Laursen har vi sikret virksomheden, medarbejderne og kunderne en god og fremtidssikret løsning og har gennemført det generationsskifte, som jeg har haft et ønske om”, siger Michael Sørensen og fortsætter:
”Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med medarbejdere og vognmænd, fremover blot med Frode Laursen som ejer. På sigt vil det helt sikkert føre nogle udviklingsmuligheder med sig, som ellers kan være vanskelige for en mindre virksomhed at indfri”.
Kilde: Frode Laursen
/ PiB