B6 Nordic tester app til smartere lagerstyring
I et MADE Demonstrationsprojekt har B6 Nordic undersøgt, hvordan de med en app hurtigere og nemmere kan finde deres emner på lageret.
Den danske virksomhed B6 Nordic udvikler og producerer kundetilpassede løsninger i teknisk skum. I et MADE Demonstrationsprojekt undersøgte de muligheden for hurtigere og mere enkelt at registrere lokationen på emnerne i deres lager, så de blev nemmere at finde. Foto: MADE
Den danske virksomhed B6 Nordic udvikler og producerer kundetilpassede løsninger i teknisk skum. I et MADE Demonstrationsprojekt undersøgte de muligheden for hurtigere og mere enkelt at registrere lokationen på emnerne i deres lager, så de blev nemmere at finde.
”Målet var at indføre en mere automatiseret lagerstyring, der kan gøre os mindre afhængige af at medarbejdere skal bruge tid på at finde varer og samtidig gøre arbejdsgangen på lageret mere forudsigelig”, siger Torben Lyng, Production manager & Quality Assurance ved B6 Nordic.
Alexandra Instituttet hjalp i projektet virksomheden med at finde en løsning. De første undersøgelser viste, at løsningen ikke kun skulle være af ren teknisk karakter. Indsatsen handlede samtidig om at se på ændrede arbejdsgange.
”Da vi kortlagde vores eksisterende arbejdsgange og overordnede krav til en lokalitetsbestemt lagerstyring, pegede det ikke entydigt på, at der var en enkelt teknologisk løsning eller fremtidig arbejdsgang, der kunne løse det hele”, forklarer Tejs Scharling, Principal Solution Architect hos Alexandra Instituttet.
B6 testede sammen med Alexandra Instituttet tre arbejdsgange gennem en proof-of-concept App. Den giver mulighed for at skabe tre app-baserede arbejdsgange:
1) at scanne et varenummer og få anvist placering af varen på lageret
2) at identificere en lagerplads ved pluk af varer
3) at indlevere varen på lagerplads ved at scanne varenummer og vælge lagerplads.
”Det er vigtigt at snævre ind til sidst, så teknologien og løsningen også er brugbar i praksis”, understreger Tejs Scharling.
Digitaliseringen af lagerstyringen havde både et kortere og længere sigte.
”Vi kigger både på øverste hylde og forsøger samtidig at finde løsninger, der nemt kan implementeres. Vores fornemmeste opgave er ikke at komplicere det, men få det til at virke i hverdagen og rykke virksomheder med små skridt”, siger Tejs Scharling.
I første omgang er fokus på at bringe løsninger med bluetooth tags, ltra wideband og gps i spil.
”Erfaringerne med App PoC’en gør det muligt for os at indgå i dialog med vores nuværende ERP-leverandør, estimere omkostning ved etablering og få et robust beslutningsgrundlag for vores direktion”, siger Torben Lyng.
På længere sigt kan en løsning være, at lave plukkeprocesser med AR, som Alexandra Instituttet også har hjulpet HydraSpecma med i et andet MADE-projekt. I første omgang er planen dog at gå videre med de eksisterende løsningsforslag.
Kilde: MADE
/ PiB