- Vi har brug for et nyt trolley-system
CEO Søren Bøgede Andersen var for nylig inviteret til at holde oplæg på IPPS konferencen i Breda i Holland. Her præsenterede han UNI-TROLL konceptet og visionen om en fælles pool-løsning.
Der er mange millioner euro at hente, hvis håndteringen af gods kan foregå mere smidigt end det sker i det nuværende system.
Det var en af pointerne, som CEO for UNI-TROLL EUROPE, Søren Bøgede Andersen, kom med, da han for nyligt var inviteret til at tale på IPPS konferencen i Breda i Holland.
IPPS er et globalt netværk af professionelle inden for produktion af planter. Netværket har til formål at dele viden, forbedre medlemmernes færdigheder samt at forøge produktiviteten og professionalismen.
IPPS har 1600 medlemmer spredt over fire kontinenter og står for at arrangere konferencer og andre fora, hvor viden kan deles på tværs af medlemmerne.
Vil forbedre transport-effektivitet
Konferencen i Holland havde fokus på ”Improving transport efficiency” – altså at forbedre logistik-løsningerne, og det er et emne, som UNI-TROLL EUROPE har stærke holdninger til.
- Vi har brug for at tænke nyt, når vi skal følge med tiden. Vi står midt i Industri 4.0, hvor automatiserede løsninger vinder frem, og hvor vi skal tænke på bæredygtige og innovative løsninger for at gartneribranchen kan klare sig, fortæller Søren Bøgede Andersen.
- Euro modulet på 400 x 600 mm er det mest anvendte i langt de fleste industrier over hele Europa, men inden for planteproduktion hænger vi fast i det gamle mål 12 x 22 tommer, som ikke er tidssvarende.
- Derfor mener vi, at der er brug for et helt nyt trolley-system. Det skal kunne fungere i selvkørende lastbiler, det skal være kompatibelt med RFID tags, og så skal det være fleksibelt at håndtere.
Interessen på IPPS var stor, og UNI-TROLL er klar til dialog om at udbrede Euro standarden i branchen.
- Vi mener, at det er helt essentielt, at vi får gjort op med det gamle og gør plads til det nye. Det kræver en investering, men først og fremmest vilje fra branchen, men det vil hurtigt tjene sig hjem på bundlinjen, siger Søren Bøgede Andersen.
Se i øvrigt præsentationen her:
https://www.slideshare.net/SrenBgedeAndersen/why-we-need-a-new-trolley