Trumps 25 procent told rammer biltransportmarkedet
Præsident Donald Trumps told på importerede biler forventes at øge presset på biltransportmarkedet, som allerede har oplevet faldende rater efter flere år med høje priser.
Foto: Wallenius Wilhelmsen
Tolden på 25 pct., der ifølge præsidenten er “permanent”, træder i kraft den 2. april og afgifterne på importerede biler begynder dagen efter. Told på bildele forventes at blive indført fra maj eller senere.
"Bilmarkedet har allerede haft det svært med flade salgstal de seneste måneder, og tolden vil øge presset yderligere. Næsten halvdelen af alle biler solgt i USA sidste år var importerede, og en 25 pct. omkostningsstigning vil utvivlsomt påvirke salget negativt. Alt andet lige forventer vi, at bilimporten til USA vil falde, hvilket vil påvirke den globale søtransport og dermed også biltransportørernes indtjening,” siger Fredrik Dybwad, aktieanalytiker hos Fearnleys Securities til Splash
Ifølge data fra Skandinaviska Enskilda Banken (SEB) eksporterede Sydkorea og Japan sidste år henholdsvis 1,5 mio. og 1,3 mio. biler til USA. EU stod for ca. 0,9 mio. biler, mens andre lande – eksklusive Mexico og Canada – eksporterede mellem 0,2 og 0,3 mio. biler.
I alt transporterede biltransportrederierne omkring 24,5 mio. biler sidste år, heraf omkring 15 mio. biler over oceanerne.
"USAs bilimport – eksklusive Mexico og Canada – udgjorde omkring 26 pct. af det antal, der blev transporteret over oceanerne," siger Jon Nikolai Skåland, aktieanalytiker hos SEB.
Hvis tolden på 25 pct. fører til en tilsvarende reduktion i transportvolumenerne, kan det ifølge analytikeren føre til en global nedgang i antallet af søtransporterede biler på 4-7 pct.
Ifølge Clarksons Research har biltransportmarkedet allerede oplevet en nedgang efter den ekstremt stærke periode i 2022-24. Flådevæksten er accelereret, mens efterspørgslen er kølnet - og endnu flere nye biltransportskibe er på vej i år og næste år.
-emte