Klimasvigt uden konsekvenser: Virksomheder slipper for ansvar
Nye undersøgelser viser, at virksomheder sjældent straffes, når de ikke lever op til deres klimamål, hvilket skaber en risiko for, at grønne løfter bliver en gratis omgang.
En undersøgelse fra Harvard, Berkeley og Stern School of Business viser, at 31 procent af over 1.000 undersøgte virksomheder enten har udskudt eller helt droppet deres klimamål for 2020. Yderligere 9 procent nåede simpelthen ikke de mål, de tidligere havde forpligtet sig til.
Energisektoren skiller sig ud, da 39 procent af virksomhederne helt har droppet deres klimamål, mens materielsektoren har den højeste andel af virksomheder, der fejlede, med 14 procent. På trods af dette oplever virksomhederne ingen mærkbare sanktioner.
Undersøgelsen konkluderer, at virksomheder opererer i et miljø præget af lav ansvarlighed og begrænset ekstern kontrol. Der er ingen økonomiske eller juridiske konsekvenser, når virksomheder ikke lever op til deres klimaambitioner.
Analysen viser også, at virksomheder modtager betydelig positiv medieomtale, når de annoncerer klimamål, men kun sjældent bliver kritiseret, hvis de ikke lever op til dem. Kun tre ud af 88 virksomheder, der ikke nåede deres mål, fik negativ presseomtale.
Forskere advarer om, at denne tendens risikerer at udvande fremtidige klimamål. Hvis virksomheder fortsat kan undgå sanktioner, er der fare for, at de langsigtede mål for 2030 og 2050 heller ikke vil føre til reel handling.
- lhs