01.03.2016  |  Branchenyt

E-handel lægger pres på materialehåndteringen

E-handel og omnichannel kræver både automatisering og manuelle løsninger på lageret. Paradokset opstår, fordi ingen ved, hvad den nærmeste fremtid bringer. Læs om nyeste tendenser for materialehåndtering.

Der hersker en paradoksal udviklingstendens på danske og skandinaviske distributionscentre (DC). ”Der er fuldt drøn på e-handel og omnichannel i detail og business-to-consumer, og det smitter også af på mange business-to-business virksomheder”, fortæller Jacob Leth Nielsen fra Logio Consulting og tilføjer:

”E-handelsordreflow skaber flere mindre ordrer og et mere hektisk plukflow. Mange virksomheder er meget villige til at investere i DC’er og automatisering af materialehåndteringen. Men de ved samtidig ikke, hvad der kommer til at ske om et, tre og fem år, og de ønsker derfor at fastholde en vis fleksibilitet og skalerbarhed. Effekten er, at mange virksomheder måske automatiserer 60 eller 70 procent af deres DC, mens de lader de sidste 30-40 procent være mere manuelle, så de med kort varsel er klar til at sadle om, hvis der bliver behov for det”.

”Ledelsen af lageret skal i dag i langt højere grad arbejde strategisk med, hvordan lagerstyringen og materialehåndterings-strategien skal bidrage til, at virksomheden differentierer sig i kampen om kunden.” - Jacob Leth Nielsen

Mange DC’er undlader derfor at automatisere hele lagerflowet, men satser i stedet på en ”celle-tankegang”, hvor de fx automatiserer et transportflow, en pakkelinje, indfører AGV’er, introducerer et antal robotter eller automater etc. Pointen er at automatisere uden at miste fleksibiliteten.

Mere intuitive WMS-grænseflader
Udviklingen inden for smartphones, tablets, apps og forbrugerelektronik smitter ifølge Jacob Leth Nielsen af på grænsefladedesign til warehouse management systemer (WMS). De er blevet væsentlig lækrere, mere intuitive og mere brugervenlige.

”Det er en markant udvikling, og det er faktisk også en stor fordel for lagerets skalerbarhed og fleksibilitet. Nemmere brugergrænseflader gør det nemlig betydeligt nemmere at anvende vikarer, når der er spidsbelastningsperioder”, fortæller han. Han fremhæver, at it-værktøjer til lageret generelt er blevet smartere og nemmere at anvende.

Slutleverancen helt ind på lagergulvet
Levering til slutkunden er blevet en alvorlig konkurrenceparameter for mange detailvirksomheder, og den fylder så meget i virksomhedens strategiske differentieringsstrategi, at den også kommer til at fylde meget på lageret. Koncepter som klik-og-hent, flexleveringer i alle former, sporing af forbrugerens smartphone, levering til afhentningsbokse etc. medfører, at varer og ordreinformationer suser rundt på kryds og tværs. ”Det stiller store krav til processer og it på lageret, hvor evnen til altid at have styr på varen bliver endnu mere vigtigt. Hastighed og transparens er nøgleord”, fortæller Jacob Leth Nielsen.

Dynamisk verden
Detailsektoren er generelt usikker på, hvad de næste træk bliver. Det er i høj grad forbrugerne, der sætter dagsordenen, og modsat tidligere spiller udviklingen i forbrugerelektronik og forbrugernes anvendelse af teknologi en stor rolle.

”Ledelsen af lageret skal i dag i langt højere grad arbejde strategisk med, hvordan lagerstyringen og materialehåndteringsstrategien skal bidrage til, at virksomheden differentierer sig i kampen om kunden. Hvilke services skal tilbydes, hvad forventer kunderne og hvordan udvikler markedet sig? Nye tendenser og deres effekt på lageret spiller i dag en langt større rolle end historik. I dag kan man ikke nøjes med at analysere på de sidste tre sæsoner og fremskrive udviklingen”, fortæller Jacob Leth Nielsen og supplerer:

”Verden er meget mere dynamisk og uforudsigelig, og det gælder også for lagerets arbejdspræmisser”.

3D-visualisering
Den femte og sidste tendens, Jacob Leth Nielsen fremhæver, er, at brugen af 3D-værtøjer til visualisering og test af automationsanlæg og mere komplekse lagersystemer er blevet mere udbredt. Det glæder han sig over, idet det kan spare mange DC’er for mange fejl, penge samt spildtid. ”3D-værktøjer er en fordel hele vejen rundt både før, under og efter implementering af komplekse anlæg”.

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere