Ny robotteknologi skal ruste industrien til at navigere i en usikker verden
Forskere fra SDU Robotics er sammen med 22 andre partnere en del af forsknings- og innovationsprojektet MADE REACT. Ved hjælp af nye teknologiske løsninger skal de gøre dansk industri mere modstandsdygtig i en foranderlig verden. Projektet er støttet af Innovationsfonden og har et samlet budget på mere end 100 millioner.
Den fynske robotvirksomhed Universal Robots er en af de private partnere i MADE REACT, og det bliver deres robotarme, som danner rammen for de nye robotløsninger. Foto: Universal Robots
Hvordan ruster man danske produktionsvirksomheder til en verden med militære konflikter, politiske spændinger og global handelskrig? Én mulighed er at gøre virksomhederne i stand til hurtigt at omstille deres produktion til de konstant skiftende forhold ved hjælp af digitale teknologier som for eksempel kunstig intelligens og robotter.
Det er netop formålet med et nyt forsknings- og innovationsprojekt ved navn MADE REACT. Det er støttet af Innovationsfonden og ledet af produktionsklyngen MADE.
I konsortiet bag projektet er i alt 14 virksomheder, tre GTS-institutter og fem universiteter, heriblandt Syddansk Universitet (SDU), som sammen skal udvikle de nye teknologiske løsninger.
På SDU bliver det professor Henrik Gordon Petersen, der skal lede arbejdet. Det er især robotsystemerne, som han og hans kollegaer i SDU Robotics får ansvaret for at udvikle.
”Vores opgave er sammen med vores partnere at udvikle nogle mere fleksible og robuste robotsystemer, som kan håndtere de mange udsving og usikkerheder, der er i verden lige nu. Det kunne for eksempel være, at man er nødt til at skifte nogle komponenter ud, fordi dem, man plejer at bruge i sin produktion, pludselig ikke er tilgængelige længere”, forklarer Henrik Gordon Petersen.
Læs også: 9 ud af 10 nordamerikanske CPO’er vil indføre AI-agenter i 2025
”Det kræver, at man hurtigt kan omprogrammere sine robotter og omstille sine produktionssystemer, hvilket er noget, der traditionelt har været meget svært. Det kræver stadig meget udvikling, men det er noget af det, vi arbejder med i vores Industri 4.0 Lab”, siger professoren.
Ambitionen med REACT-projektet er, at man med den nye teknologi ligefrem kan vende de usikre tider til en konkurrencefordel for danske virksomheder.
”Dansk produktion skal vende global usikkerhed til nye konkurrencemuligheder. Vi skal op i tempo og længere frem i skoene, hvis vi vil følge med udviklingen og ikke miste salg. Derfor er det helt afgørende, at vi i projektet MADE REACT samler toneangivende aktører fra Produktionsdanmark for at skabe nye, konkrete løsninger på udfordringerne”, siger Nigel Edmondson, direktør i produktionsklyngen MADE, i pressemeddelelsen fra Innovationsfonden.
Kilde: Syddansk Universitet
/ PiB