Med GS1 standarder kan medicinsk udstyr identificeres unikt
Transformation af lagerstyring og omsorgskultur på hospital
Det hollandske hospital, OLVG, havde tidligere et stort lagerspild. Deres lagerstyringssystem var hverken effektivt eller tilstrækkeligt, og der var ingen up-to-date information om lagerbeholdning og behov for genbestilling. Ydermere skulle medarbejderne manuelt tjekke, om udstyret på lageret havde overskredet holdbarhedsdatoen. I tilfælde af tilbagekald af udstyr var processerne langsommelige og ineffektive.Ved at scanne stregkoder har OLVG opnået fuld sporbarhed af udstyr, der gør det muligt at tilbagekalde udstyr hurtigt og effektivt. Samtidig har de kunnet reducere deres lagerbeholdning med 40%, og signifikante besparelser er opnået både på udgifter og spild.
Med GS1 standarder kan medicinsk udstyr identificeres unikt. Ved at scanne stregkoden, får man nemt og sikkert pålidelig information om udstyret, såsom batchnummer, udløbsdato m.m., og informationen kan lagres i et lagerstyringssystem. Når der tages udstyr til forbrug, kan stregkoden scannes igen, så lageret vil være opdateret. Lagerstyringssystemet vil altid give et opdateret overblik over udstyr, der skal genbestilles, men også hvilket udstyr der nærmer sig sidste holdbarhedsdato.
Forudsætningerne for at implementere GS1 standarder i hele forsyningskæden rundt om på danske hospitaler og i det kommunale sundhedsvæsen styrkes yderligere disse år med de nye krav for mærkning af både lægemidler og medicinsk udstyr.
Fra februar 2019 træder direktivet om forfalskede lægemidler i kraft, hvilket betyder, at alle lægemidler skal have en stregkode på emballagen, så det enkelte lægemiddel kan identificeres unikt.
Forordningen for medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til in-vitro diagnostisk betyder, at alt medicinsk udstyr fremadrettet vil være omfattet af krav om unik mærkning – således at der på alt medicinsk udstyr vil være en databærer, der bygger på internationale standarder.
Jesper Kervin Franke fra GS1 Denmarks Healthcare team uddyber:
”Fundamentet for at effektivisere arbejdsgange omkring lagerstyringen er der, i og med at produkterne er unikt mærket – det er blot op til hospitaler og kommuner rundt om i Danmark, at gøre brug af det og opnå de store gevinster der er, både de økonomiske, men også de menneskelige, gennem styrkelse af patientsikkerheden, fx i tilfælde af tilbagekald af udstyr.”
Du kan læse den fulde historie om OLVG´s implementering af GS1 standarder på side 38 i GS1 Healthcare Reference Book 2016-2017: OLVG transforms its stock management system and culture of care.
Må vi inspirere dig til at få mere ud af jeres medlemskab og den måde, I udnytter vores standarder og services? Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.