McDonalds har problemer med CSR i forsyningskæden
Burgergiganten har fyret en af sine æggeleverandører efter afsløring af dyremishandling.
Burgerkæden McDonald's har meddelte, at den har stoppet samarbejdet med en amerikansk leverandør af æg, efter det er kommet frem, at der er foregået dyremishandling på flere af leverandørens produktionssteder. Det skriver epn.dk.
Dyrevelfærdsgruppen Mercy for Animals har med skjult kamera angiveligt afsløret omfattende dyremishandling af høns og haner på fem af æggeproducenten Sparboe Farms gårde i staterne Iowa, Minnesota og Colorado i USA. Den meget voldsomme video af dyremishandlingen viser blandt andet, hvordan en medarbejder svinger en levende høne rundt over hovedet i en snor, mens andre høns og haner bliver smidt ind i plastikposer for at blive kvalt.
Mercy for Animals afsløring af mishandlingen har fået Sparboe Farms til at fyre fire medarbejdere, der angiveligt har stået for mishandlingen, mens producenten på sin hjemmeside oplyser, at man forsætter med at undersøge, hvad der er sket, og hvordan man kan undgå, at det sker igen. Det er dog ikke nok for McDonald's, der altså fredag har sagt samarbejdet med Sparboe Farms op. Optagelserne fra Mercy for Animals har rystet burgerkæden, fortæller kædens vicedirektør, Bob Langert.
"Opførslen på de skjulte videooptagelser er rystende og fuldstændig uacceptabel," udtaler Bob Langert blandt andet i en pressemeddelelse og forsikrer, at skandalen ikke vil gå ud over fødevaresikkerheden i kædens produkter.