Gratis software og support fra Basware skal sikre dybere digitalisering i offentlig sektor
Selvom både virksomheder og den offentlige sektor i Danmark er langt fremme med at digitalisere arbejdsprocesser, er det langt fra alle, som er på plads med at digitalisere alle processer omkring håndtering af indkomne fakturaer.
Nu viser en ny undersøgelse, som Basware har gennemført sammen med analysevirksomheden iGov Survey, at selvom 90% af Englands offentlige organisationer og myndigheder i dag bruger PDF-fakturaer, bliver der stadig udskrevet papirfakturaer på livet løs. Faktisk er det 74% af de undersøgte organisationer, som stadig sværger til at printe fakturaer ud.
Det er problemer, som også kendes herhjemme. Det giver dels en masse ekstra manuelt arbejde. Dels rummer det en risiko for, at fakturaer bliver overset eller falder i de forkerte hænder.
Vi ser de samme udfordringer i mange danske virksomheder og den offentlige sektor. Og det er noget, man er nødt til at gøre noget ved for at blive mere effektiv og undgå at overskride betalingsfrister over for leverandører, siger direktør Henrik Stanley-Madsen fra Basware Danmark A/S.
Derfor har Basware nu lanceret et Accelerate-program, som skal øge effektiviteten og sikkerheden i den offentlige sektor. I første omgang dog kun i England. Basware vil stå for at levere gratis software og support. Til gengæld skal de deltagende organisationer være indstillet på at dele deres erfaringer fra processen med andre. Målet er at sikre en dybere digitalisering.
Undersøgelsen fra Basware og iGov Survey viser:
1) Tid brugt af medarbejdere på at udstede, overføre og modtage fakturaer bliver af 51 pct. af respondenterne anset for at være en hovedudfordring.
2) 53 pct. tror dog på, at e-fakturering er et omkostningseffektivt middel til at øge effektiviteten. Og 52 pct. er enige i, at det forbedrer tiden til at nå deadline for fakturaernes behandling.
3) Blandt de adspurgte er der en klar forståelse for behovet for at modernisere egne fakturaprocesser. 43 pct. vurderer, at implementering af ny faktureringsteknologi vil være en presserende opgave de kommende 12 måneder.
4) Den største forhindring er mangel på ressourcer, mener 38 pct. af respondenterne, hvilket er stigende i forhold til for et år siden.
5) Mere end en tredjedel (38 procent) mener, de er udfordrede på, hvilken teknologi de skal vælge.
6) Knap hver fjerde (24 pct.) planlægger at investere i e-indkøb i 2017-18
7) 21 pct. har til hensigt at øge deres kapacitet til at modtage e-fakturaer.