DKI Logistics A/S præsenterer overskud på 92 millioner kroner
Datadrevne og automatiserede logistikløsninger, socialt ansvar over for både mennesker og miljø samt stærkt kundefokus. Sådan lyder opskriften, virksomheden styrer efter.
- Vi er ganske tilfreds med det.
Sådan lyder det fra DKI Logistics A/S’ administrerende direktør Preben Borregaard efter offentliggørelsen af virksomhedens årsrapport for 2021.
- I januar 2020 gik vi i gang med at lave en turn around af virksomheden, og den er lykkes. Regnskabet for 2021 viser et overskud på 92 mio. kr. før skat. Heraf stammer 78 mio. kr. fra salget af datterselskabet Nova 3 ApS, oplyser Preben Borregaard.
Nova 3 ApS er et af flere byggerier, som DKI Logistics de seneste år har udvidet med i Gedved ved Horsens. Således er Nova 4 allerede i gang med at blive bygget, fordi virksomheden oplever stor efterspørgsel på lagerplads og relaterede ydelser. Ud over Horsens har DKI Logistics blandt andet også lokation i Køge.
- Logistikmarkedet vokser kraftigt i øjeblikket. Vi oplever, at kunderne ønsker stor fleksibilitet i de løsninger, vi tilbyder dem. Med øget kapacitet og øget effektivitet har vi mulighed for at tiltrække flere kunder og fortsætte væksten i de kommende år, siger Preben Borregaard, der forventer, at omsætningen stiger væsentligt i 2022 og når et resultat før skat på 22-24 mio. kr.
Runder mere end 300 ansatte
DKI Logistics har i 2021 rundet 300 ansatte, og de ansatte er på alle måder et aktiv for virksomheden, der er kendt for en meget flad organisationsstruktur, så virksomhedens teamledere i det daglige fungerer som kundernes eksterne lagerchef. Det sikrer nærhed til kunderne og korte beslutningsprocesser.
Desuden tager virksomheden socialt ansvar, dels ved at sikre arbejdsplads til et antal fleksjobbere, dels ved at ansætte elever, og dermed sikre fødekæden til branchen.
- I samarbejde med Learnmark Horsens og fem andre virksomheder har vi udviklet en uddannelse mod at blive lager- og logistikoperatør. Uddannelsen til lageroperatør veksler mellem skole og praktik og giver de studerende både en procesforståelse og en teknisk forståelse, siger Preben Borregaard.
Samfundsansvar med ESG-regnskab
Et andet eksempel på viljen til at tage samfundsansvar er, at DKI Logistics i år for første gang præsenterer et ESG-regnskab med en række hoved- og nøgletal:
- Vi har i mange år arbejdet med social og miljømæssig ansvarlighed, sikring af ordentlige medarbejderforhold og en ansvarlig ledelseskultur. Vi mener, at det er en del af vores samfundsansvar. Derfor vil vi gerne åbne op og præsentere noget af vores arbejde og nogle af vores ESG-nøgletal. Det er vores første ESG-rapportering, og vi kan fortsat blive skarpere på vores ESG-målinger og dataindsamling, siger Preben Borregaard.
- Fremover vil vi fastsætte mål for vores ESG-nøgletal og øge vores investeringer i bæredygtige tiltag. For eksempel ønsker vi at bruge flere vedvarende energikilder og undersøge muligheden for at etablere solcelleanlæg på en række af vores lagerbygninger.
Fuldautomatisk shuttleanlæg
DKI Logistics arbejder målrettet på at være den foretrukne logistikpartner med fokus på datadrevne og automatiserede løsninger. Den udvikling blev sat i gang, da Region Midtjylland i 2019 som den første region i Danmark besluttede at indgå et offentlig-privat partnerskab med DKI Logistics A/S om driften af ét samlet regionslager.
- Derfor investerede vi i et fuldautomatisk shuttleanlæg, for vi har forpligtet os til dagligt at levere 8-10.000 pluk-ordrer med en kort tidsfaktor på maks. fire timer, forklarer Preben Borregaard.
DKI Logistics står i dag for distributionen af de mange varer fra mere end 1.300 forskellige leverandører, der skal leveres til mere end 3.000 regionale leveringsadresser samt 680 adresser på praksis-området. DKI Logistics plukker og pakker individuelt helt ned på hylde- og skabsniveau på det enkelte sygehusafsnit. En bestilling består typisk af mange variabler fra forskellige varer op til hele kolli og på forskellige hygiejneniveauer.
Desuden sikrer lagersystemet, at kasserne bliver konsolideret i rækkefølge, så de kan placeres i pakkebure svarende til lastvognenes ruter ud til hospitalerne.
E-commerce-kunder drager nytte af automatisering
Region Midtjylland bruger ikke alene kapaciteten i det store anlæg.
- Den plukkekapacitet, som shuttle-anlægget tilbyder, udnyttes af mange brancher. De seneste kunder er fra tekstilbranchen, og med udbygget kapacitet er der plads til endnu flere kunder og gerne fra andre brancher. For eksempel har anlægget vist sig meget velegnet til webshops med varer som eksempelvis ure og smykker, parfumevarer og forskellige former for abonnementsløsninger.
Rejsen mod flere automatiserede og datadrevne løsningen stoppede imidlertid ikke med implementeringen af shuttle-anlægget.
- Vi investerer løbende i ny teknologi i form af eksempelvis robotter til pick/pack, automatiske pakkemaskiner – der er planlagt til genbrugsplast – samt sorteringsanlæg til containertømning og cross docking. Desuden er alle vores nye lagrer forsynet med selvkørende AGV-trucks, der arbejder i døgndrift.
FAKTA: DKI Logistics A/S’ regnskab i hovedtal
Bruttofortjeneste
152,5 mio. kr. (2021: 108 mio. kr.)
Resultat før skat
92 mio. kr. (2021: 4,5 mio. kr.)
Overskud før skat
88,8 mio. kroner (2021: 3,4 mio. kr.)
Egenkapital
126,4 mio. kr. (2021: 92,6 mio. kr.)