DHL-topchef: GS1-standarder vigtige i vaccineindsats
COVID-19 er stadig en stor udfordring for globale forsyningskæder, men på trods af bump på vejen knækkede verdens førende distributionsvirksomhed, DHL, distributionskoden blandt andet ved effektiv brug af standarder.
”Ved at bruge GS1-stregkoder lykkedes det os at levere rettidig service af høj kvalitet, og det gør mig meget stolt at se, hvordan vi gør en forskel i sådan en pandemi”, siger Peter Korte, VP, Life Sciences & Healthcare i DHL Benelux og Danmark.
Pandemien krævede samtidig helt ny pionérånd og omstillingsparathed for en virksomhed af DHL’s størrelse. - I første omgang blev vi spurgt af den hollandske regering, om vi kunne opbevare et par få paller med testsæt. Det drejede sig om et relativt lille antal og var en måde for os at bevise, at vi kunne håndtere logistikken og hurtigt ville kunne skifte gear, om nødvendigt. De få paller voksede hurtigt til 9.000 styk, og vi leverer stadig vacciner til alle teststeder i Holland, fortsætter Peter Korte.
DHL distribuerer vacciner til næsten alle globale destionationer
DHL varetager logistikdriften fra et ’sundhedscampus’ på næsten 90.000 kvadratmeter. - En af vores kunder blev én af frontløberne indenfor PCR-test - og var samtidig den første i verden til at introducere kviktesten. Dén udvikling førte selvsagt til et astronomisk antal produkter som pludselig skulle indgå i logistikkæden. Og fra Holland sørger vi nu for distribution til næsten alle destinationer verden over, undtagen USA, påpeger Korte.
Investering i kølerum
Udviklingen i DHL Supply Chain var en logisk konsekvens af udbud og efterspørgsel, og allerede i sommeren 2020 opstod idéen om at forberede logistikdriften på COVID19-vaccinerne. - I samarbejde med en af vores kunder, en vaccineproducent, udarbejdede vi en detaljeret plan for blandt andet ompakning af vacciner. Planen blev forelagt vores bestyrelse, og de gav grønt lys til en investering i en såkaldt ’freezer farm’, bestående af ultra lavtemperaturskølerum, hvor vaccinerne kunne opbevares.
Hermed var infrastrukturen til køleopbevaring af vaccinerne på plads allerede i anden halvdel af 2020. Det var et kæmpe arbejde, og flere udfordringer kom til undervejs, blandt andet en udvidelse af processen med link til kontrol af temperaturen, et større strømbehov og en installation, der kunne fjerne dampene fra tørisen, forklarer Peter Korte.
Videndeling i 'Pandemic White Paper'
Indsigt er værdifuldt. Og for at få andre parter med ombord i den nye vaccine- og testkit-forsyningskæde, har DHL lavet dette 'white paper’ med vejledning til regeringer, producenter og andre interessenter i forsyningskæden om DHL’s erfaring og bidrag til en god distribution. Produktion er nemlig ét aspekt, men distribution til mange lande er et ret intensivt forløb, med 15.000 flyvninger og 200.000 paller til opbevaring af ti milliarder vaccinedoser. Derudover skal mange af disse vacciner opbevares ved en lav temperatur. Det gør kæden kompleks, især for tredjeverdenslande. Og en ekstra kompleksitet var den reducerede luftfragtkapacitet, da mange fly stod groundede på grund af pandemien.
En tsunami af last leveret rettidigt med GS1-standarder
”Der var en tsunami af last, fordi vaccinerne skulle gå til ekstremt mange distributionssteder over hele verden. Men netop ved at arbejde med GS1-standarder, er det lykkedes os at levere rettidig service af høj kvalitet. Standarder som Global Trade Item Number (GTIN) og Serial Shipping Container Code (SSCC) er de vigtigste. De ensretter varestrømmen og gør det også nemt i forhold til COVAX - vacciner produceret af I-lande til fattige nationer - en proces, hvor WHO ligeledes anbefaler (GS1) standarderne”, siger Peter Korte, der dog erkender, at DHL scanner bevægelsen af alle varer, men at det ikke altid sker ved modtagelsen af produkterne på vaccinations- og teststeder, hvor standarderne ikke alle steder er implementerede til formålet.
Alle går en ekstra mil i fælles front mod pandemien
Han mærker dog tydeligt, at alle i vaccine-og testkæden arbejder hurtigt og ekstra effektivt. -Man mærker virkelig formålet og fordelen med en velsmurt forsyningskæde, og som følge heraf går alle den berømte ekstra mil - alle vil gøre godt. Hvis vi for eksempel skal sende en forsendelse af vacciner, behandler vi den samme dag, også selvom ansøgningen måske er kommet for sent’, siger Peter Korte.
Det er blevet bevist under COVID-19, at en forsyningskæde under en pandemi nok aldrig bliver helt færdig, og at der fortsat kan opstå udfordringer, fordi det store billede konstant er i forandring. Men med fokus på standarder er det første skridt som oftest taget.