Ny udvidelse sender Kids-world op blandt Danmarks største AutoStore-robotlagre
Med en massiv udvidelse af sit robotlager får Kids-world Danmarks tredjestørste AutoStore-robotlager. Udvidelsen skal støtte virksomhedens ekspansionsplaner og ønsker om en fortsat stærk kundeoplevelse.
Hos den store børnetøjsforhandler, Kids-world, kender man kun en vej – og det er fremad. Derfor er det nu allerede tid til, at Kids-world udvider deres i forvejen store automatiserede robotlager fra Element Logic, så det bliver Danmarks tredjestørste målt på antal kasser.
Udvidelsen kommer allerede nu, selvom det ikke engang er et år siden, at det 62.000 kasser store robotlager blev indviet. Med udvidelsen tilføjer Kids-world nu 41.000 kasser til det fuldt automatiserede AutoStore-anlæg, så den samlede kapacitet kommer op på 103.000 kasser i de to store robotlagerhaller, der til sammen tæller 4.000 kvadratmeter. Dertil kommer det manuelle lager, der tæller 6.000 kvadratmeter. AutoStore-anlægget hos Kids-world i Esbjerg bliver det tredjestørste i Danmark, idet det kun er overgået af tilsvarende anlæg hos Proshop i Aarhus og T. Hansen i Middelfart.
”Vi er utroligt glade for, at vi med den teknologiske styrkelse, som et AutoStore-anlæg er, kan være med til at tage endnu et stort skridt fremad og vise fremtiden for, hvad man kan på børnetøjsmarkedet,” siger indehaver af Kids-world, Annette Nielsen.
Hurtige leveringstider
Vækstmuligheden stopper ikke for Kids-world med AutoStore-udvidelsen. Udvidelsen giver plads til 70.000 kasser, hvoraf der i denne omgang udvides med 41.000 kasser. Kids-world kan dermed øge lagerkapaciteten med yderligere 29.000 kasser ved senere lejlighed, så den samlede kapacitet kan blive på 132.000 kasser.
AutoStore-udvidelsen kommer som en naturlig udvikling hos Kids-world, idet den styrker virksomhedens konkurrenceevne på både det danske og internationale marked.
Udvidelsen skal sikre, at Kids-world kan blive ved med at levere det store og voksende ordreantal med kort leveringstid. I langt de fleste tilfælde er leveringstiden i Danmark blot én dag. En service som Kids-world, i modsætning til hovedparten af konkurrenterne, tilbyder sine kunder gratis. Den kundeservice ønsker Kids-world at fortsætte med.
”Det gør en stor forskel for os. Vi kan både fastholde vores hurtige leveringstider, men det gør også en fysisk forskel for vores lagermedarbejdere, der ikke bliver slidt på samme måde, som hvis de skal gå rundt og manuelt plukke ordrer på lageret,” fortæller Annette Nielsen.
AutoStore-anlægget giver den esbjergensiske virksomhed kapaciteten til at håndtere flere end 26.000 ordrer i døgnet. Anlægget forventes at kunne rumme på den gode side af en million varer.
International ekspansion fortsætter
Behovet for øget kapacitet støtter op om virksomhedens internationale ekspansion. Senest er Kids-world gået ind i Sverige og Tyskland, mens Holland og flere andre europæiske destinationer står næst for.
Her styrker AutoStore-anlægget, at børnetøjsgiganten lettere kan tage konkurrencen op på de nye markeder.
”Vi ønsker at tilbyde alle vores kunder samme gode service, uanset hvor de handler fra. Samtidig kan vi også se, at vi er nødt til at øge vores kapacitet, idet vi oplever løbende vækst på det internationale marked. Vi ser allerede nu frem til at løfte sløret for den hollandske udgave af Kids-world og i de lande, som følger derefter,” fortæller Annette Nielsen.