WMS7 styrer landets (måske) mest komplekse system hos DKI Logistics
Tecsys WMS7 håndterer såvel stor variation i plukordrer som modtagernes specielle og individuelle krav til leverancerne. Kompleksitet i logistikkæden og tid er traditionelt to faktorer, der modarbejder hinanden, men det har DKI Logistics fået løst ved hjælp af shuttle-anlæg fra Knapp og Tecsys WMS7. DKI Logistics er en af landets største 3PL’er og vandt sidste år et udbud om at forsyne hospitalerne i Region Midtjylland.
”Vi forpligtede os til dagligt at levere 9.200 plukordrer med en kort tidsfaktor. For at løse opgaven havde vi investeret i et shuttle-anlæg fra Knapp. Udfordringen var nu at sikre en smidig integration mellem kunden og os og at få anlægget til at levere på kundens meget høje krav”, siger René Møller Klausen, driftsdirektør i DKI Logistics. ”En afsøgning af markedet viste, at Tecsys kunne løfte opgaven og havde relevant erfaring, så vi tog dem med ind i projektgruppen, som arbejdede med Business casen.”
Stephan Broni, IT- og udviklingschef hos DKI Logistics tilføjer: ”Kravet var en automatiseringsgrad og med en kompleksitet i logistikkæden, der sjældent er set i Danmark. Det kunne vi se, at Tecsys WMS7 kunne leve op til, samtidig med at løsningen er fleksibel og kan udvikles til de behov, vi har og kan tænkes at få i fremtiden. Det har været et parløb, hvor Tecsys har udviklet ”on the fly” og har vist en god forståelse for det shuttle-anlæg, de skulle interface til.”
Håndterer stort antal pluk-variabler
Knapp-anlægget er installeret i DKI Logistics’ ene højlager i Horsens, der betjener en række 3PL-kunder. Fra shuttle-anlægget styres 70.000 lagerkasser med i alt knap en halv million varenumre, ordrer konsolideres og leveres til pakkestationer i en rækkefølge styret af WMS’et.
DKI Logistics plukker og pakker individuelt helt ned på hylde- og skabsniveau på det enkelte sygehusafsnit. En bestilling består typisk af mange variabler: Forskellige varer, op til hele kolli og på forskellige hygiejneniveauer. WMS7 holder styr på de mange variabler.
WMS-løsningen sikrer desuden, at kasserne bliver konsolideret ”Just in Sequence”, så de kan placeres i pakkebure svarende til lastvognenes ruter ud til hospitalerne. Alt det foregik før fra fem lagre med manuel håndtering.
Anlægget gik i fuld drift 1. september 2019 og håndterede dengang forsyningen til sygehuse i Region Midtjylland. Siden har DKI Logistics udvidet med en række opgaver for Region Syddanmark i kraft af den fleksibilitet og leverancesikkerhed, som de nu kan levere.
”I forprojektet brugte vi en del tid på at analysere vare-flowet for at effektivisere plukkeprocessen mest muligt”, siger Klaus Juhl, Tecsys’ adm. direktør. Han fortsætter:
”WMS7 er programmeret til at håndtere det hele. Det sørger for, at de rigtige ordrer kommer ind. At ordrerne deles op i jobs, og automatikken udfører arbejdet, leverer til pakkestationerne i den rigtige rækkefølge, påsætter labels mm.”
Peter Siggaard-Andersen, WMS konsulent hos Tecsys tilføjer:
”Som teknisk rådgiver kom vi med i kundens forprojekt, hvor vi skulle sikre den tekniske løsning på Region Midtjyllands kravspecifikationer og behov og integrere med regionens SAP-system. Der er tale om en række individuelle systemer, hvor WMS7 er i midten som interfacemotor. Oven på WMS7 standardløsningen har vi bygget de ønskede egenskaber, så systemerne interagerer effektivt. Samme interface er anvendt til at integrere Knapp-anlægget”, fortæller Peter Siggaard-Andersen.
Nyttige funktioner til 3PL
Region Midtjylland har ligesom DKI Logistics’ andre kunder adgang til en kundeportal med egne ordredata og kan altid se, hvor langt en ordre er i serviceleverancen.
DKI Logistics har et Navision ERP-system, men valgte alligevel en specialiseret WMS-løsning til det nye shuttle-anlæg.
”Navision har flere år på bagen og vil kræve et versionsløft for at integrere til Knapp og dermed dyrere at integrere til nye kunder. Med Tecsys WMS7 er vi fleksible over for kundens ønsker og systemløsning”, siger Stephan Broni og tilføjer:
”Som 3PL’er er det vigtigt, at vores WMS kan integrere med kundens løsning. Tecsys WMS giver os brede muligheder for at få nye kunder ind og integrere med kundens ordresystem. Ligeledes kan vi udvikle løsningen til nye krav og behov hos kunderne og hos os selv og dermed sikre høj kundetilfredshed. Vi ser lige nu på en udbygning af WMS’ets pluk- og pakkedel, blandt andet med at følgesedler automatisk printes ud og lægges sammen med forsendelsen. Så samarbejdet med Tecsys fortsætter ind i fremtiden.”