Toldkonferencen 2018 kan blive et vendepunkt
EKFT håber, at Toldkonferencen den 19. september 2018 vil give deltagerne et indblik i, at meget bliver bedre og nemmere for de virksomheder, der dagligt kæmper en sej kamp for at undgå, at toldformaliteter bliver en bremseklods for logistikken.
Erhvervslivets Kompetencecenter For Told (EKFT) har store forventninger til, at årets Toldkonference i Danske Speditører vil vise, hvad den nye Toldstyrelse kan og vil.
Henrik Beck, der er sekretariatsleder i EKFT, håber, at Toldkonferencen den 19. september 2018 vil give deltagerne et indblik i, at meget bliver bedre og nemmere for de virksomheder, der dagligt kæmper en sej kamp for at undgå, at toldformaliteter bliver en bremseklods for handlen, logistikken og transporten.
- Da Danske Speditører i september 2015 holdt Toldkonference skete det på et bagtæppe af frustration over, at virksomhederne ikke kunne vride et eneste ord ud af munden på SKAT om, hvilke dele af EU-Toldkodeksen der skulle sættes i værk herhjemme fra den fælles europæiske skæringsdato 1. maj 2016. Virksomhederne skreg bogstaveligt talt på information om, hvad de selv kunne og skulle gøre for at blive klar til at leve op til de nye regler. I realiteten kom vi et godt stykke ind i 2016, før vi fik at vide, at toldmyndighederne ikke kunne og ville implementere væsentlige dele af EU-Toldkodeksen til den allerførste deadline, fortæller Henrik Beck.
Da Danske Speditører så holdt Told konference året efter, havde skatteminister Karsten Lauritzen netop tilkendegivet, at det var kritisabelt at toldmyndighederne herhjemme var kommet alt for sent ud af starthullerne til at implementere EU-Toldkodeksen til tiden. Samtidig gav han besked om, at SKAT ville blive nedlagt og erstattet af en række nye styrelser, herunder en Toldstyrelse.
Nu er ringen efter EKFT’s opfattelse sluttet. Toldkonferencen i 2018 kan blive et vendepunkt.
- Når vi den 19. september 2018 igen mødes til Toldkonferencen, kommer alle fire direktionsmedlemmer i den nyoprettede Toldstyrelse på talerstolen for at fortælle om nyskabelserne og fremtidsplanerne - lige fra IT-systemerne til omlægning af den daglige service over for virksomhederne. Derfor er der ikke noget at sige til, at forventningerne til Toldkonferencen 2018 er helt i top, og jeg vil opfordre virksomheder i alle brancher til at deltage, siger Henrik Beck.
Der er stadig mulighed for at blive tilmeldt dette års Toldkonference i Danske Speditører, der foregår i Vejle onsdag den 19. september. Det kan du gøre her