Terberg tryller med affaldscontainere i Vejle
Som de første i Danmark har Vejle Kommune anskaffet sig en Terberg TT223 CC terminaltraktor med kroghejs. Den specialbyggede terminaltraktor fra N.C. Nielsen er i sving alle ugens dage fra morgen til aften og sikrer den interne transport af affaldscontainere på den travle genbrugsplads, hvor skraldebiler, borgere og virksomheder afleverer affald til sortering og genbrug.
Gennem 30 år har Vejle Kommune været landets førende i udsortering af organisk affald og blandt andet kører kommunens skraldebiler på biomasse udvundet af selvsamme organiske materiale. Derfor var det også oplagt at optimere den interne transport på genbrugspladsen, hvor to ældre og neddroslede lastbiler havde haft tjansen med at flytte de tunge affaldscontainere:
– Vi har erstattet to lastbiler med den nye Terberg terminaltraktor. Vi var udfordret af lastbilernes kroghejs, vedligeholdelsesomkostningerne var blevet for store og så skulle lastbilerne serviceres eksternt af flere forskellige leverandører. Desuden er lastbiler ikke bygget til at køre småture på en genbrugsplads. Vores nye Terberg terminaltraktor har gjort det hele meget nemmere, fortæller teamleder Keld Winther fra AffaldGenbrug Vejle Kommune.
Processen med at vælge en Terberg terminaltraktor var grundig. I sensommeren 2018 begyndte overvejelserne omkring en ny løsning. Markedet blev sonderet, informationer indsamlet og efter en søgeproces blev N.C. Nielsen kontaktet omkring et samarbejde. Det affødte flere møder, en tur til Balling og indsatsen resulterede i en 1-årig lejeperiode, hvor Vejle Kommune kunne afprøve en Terberg terminaltraktor.
– Det var helt sikkert afprøvningen, der gjorde udslaget. Vi er faldet for N.C. Nielsens tilgang til at finde en skræddersyet løsning, der passer præcist til vores behov. Der er blevet opbygget en løsning med et 30 tons kroghejs, kofanger bagtil, vendbart førersæde og god indstigning for chaufføren. Tilmed er det et ekstra plus, at N.C. Nielsens servicemontør kommer til os på pladsen, når maskinen skal vedligeholdes, pointerer Keld Winther fra AffaldGenbrug Vejle Kommune.
Den nye Terberg TT223 CC terminaltraktor opererer på et 80.000 kvm stort kørselsområde, hvor den transporterer containere mellem genbrugsplads, behandlingsanlæg og deponi. Den kører i hele pladsens åbningstid og på 361 åbningsdage årligt. Den håndterer i gennemsnit fire transportopgaver i timen, som på årsbasis bliver til 10.830 transporter af affaldscontainerne, der kan veje op til 20 ton afhængigt af indholdet.
For N.C. Nielsen er løsningen til Vejle Kommune et nyt kapitel omkring Terberg terminaltraktorer, som kan tilpasses til vidt forskellige formål. Intern transport af containere på genbrugspladser og behandlingsanlæg er ifølge salgschef Jørgen Peter Lund fra N.C. Nielsen et meget spændende kompetenceområde:
– Vi ser et stort potentiale for at finde effektive transportløsninger til genbrugspladser og affalds-håndtering i kommuner og virksomheder, som arbejder på dette område. Terberg terminaltraktorer er gennemprøvet teknologi, der kan tilpasses præcist til disse transportopgaver med eksempelvis kroghejs eller andet relevant ekstraudstyr til containerhåndtering. Hos N.C. Nielsen tilbyder vi altid en samlet løsning med terminaltraktor, service på pladsen, dokumentation og relevant rådgivning.