Thiese-mælk med fuld sporbarhed
Som de første er Thiese i fuld gang med at udstyre alle deres Änglamark-mælkeprodukter med et Foodtag-ID, der gør det muligt for forbrugerne at hente info om mælken - fra den enkelte mælkeproducent og frem til tappeanlægget.
Den moderne forbruger går ingen steder uden sin mobiltelefon. Heller ikke i supermarkedet. Og går man i en af COOPs butikker, kan man med sin smartphone scanne 2D stregkoden på siden af mælkekartonerne indeholdende Thieses økologiske mælk - og få alt at vide. Ikke bare de hårde fakta som produktionsmængde og tappetidspunkt men også informationer om de enkelte landmænd, der har leveret mælken.
- Det er en meget vanskelig opgave, Thiese har påtaget sig, for rent teknisk er det ikke muligt at påføre 2D stregkoder på kartonen under selve tapningen. Derfor er kartonen fortrykt med en stregkode, der fører forbrugeren til Foodtag-hjemmesiden, og herfra kan man indtaste produktionsnummeret fra toppen af kartonen og få adgang til al relevant information om lige netop den her mælk, forklarer salgschef Henrik L. Egestad. Lyngsoe Systems.
Det er Lyngsoe Systems, der har udviklet Foodtag-systemet for Nordjysk Fødevare Netværk, der allerede leverer sporbarhed til det kød fra Himmerlandskød, der i dag sælges i udvalgte supermarkedskæder landet over.
Helt opdateret info i Foodtag
Thiese Mejeri opbevarer alle produktionsdata i deres egen produktionsdatabase, der i dag sørger for løbende at fodre Foodtag-systemet med opdaterede informationer.
- Der sidder altså ikke nogen og koder tingene ind, og det sikrer opdaterede autentiske informationer til forbrugerne. Faktisk er det i store træk de samme data, som Fødevarekontrollen har adgang til - og hertil kommer så de mere bløde informationer om den enkelte mælkeproducent, hans besætning og hans holdning til økologi etc. Det hele er stillet overskueligt op, så forbrugeren har let adgang til alle informationer, forklarer Henrik L. Egestad.
- For Thiese har det været magtpåliggende at kunne fortælle, hvilke af deres omkring 100 leverandører, der har leveret den mælk, der er i lige netop den her karton. Men er der eksempelvis syv himmerlandske landmænd, der har leveret mælken til lige netop den her karton, vil du som forbruger kunne læse om disse syv gårde, forklarer direktør Hardy Jensen, Nordjysk Fødevare Netværk. Han fortsætter:
- Thiese er jo meget bevidst om sammensætningen af deres mælk. Blandt andet har de for Irma produceret mælk, der stammer fra én bestemt gård.