Mange veje til den ansvarlige forsyningskæde
Store virksomheder med tusindvis af leverandører bruger store mængder ressourcer på at fremme bæredygtighed og ansvarlighed i deres forsyningskæder. Det er der adskillige metoder til.
For en koncern som Mærsk Gruppen, med i alt omkring 100.000 leverandører fordelt over et dusin forskellige forretningsområder, er det lidt af en opgave at skabe ansvarlighed gennem samtlige led i divisionernes ofte ganske lange forsyningskæder.
Det samme gælder også for virksomheder i andre brancher og med færre men stadig mange leverandører på verdensplan. De har selvsagt forskellige tilgange til arbejdet, men står samtidig over for en række af de samme udfordringer.
Ved et arrangement hos netop Mærsk, der indbød sammen med Global Compact Nordiske Netværk, BSR og Dansk Industri, fortalte dagens vært og to andre, større virksomheder med internationale leverandørnetværk, om deres overvejelser i forhold til at sikre ordentlige arbejdsforhold, miljø- og klimahensyn samt ressourceforbrug og andre emner relateret til ansvar og bæredygtighed.
Et fællestræk for de tre selskabers arbejde på området er udfordringen i de mange niveauer tiers der udgør deres respektive forsyningskæder. For hvor langt ned skal man gå for at udvise ansvarlighed og transparens? Og hvilke krav kan eller skal man stille undervejs?
Krav om KPI
Grundlæggende handler det om, at leverandørerne til at starte med skal overholde virksomhedernes egne Code of Conducts. I det omfang de enkelte leverandører ikke har en sådan selv, vil de som regel gerne skrive under på kundens, er erfaringen, og derudover er det et spørgsmål om tilpasning og forventningsafstemning.
I den sammenhæng var der enstemmighed om vigtigheden af dialog mellem parterne, specielt når det kommer til specifikke lovkrav, ligesom der bør være klarhed omkring, hvordan man som virksomhed vil håndhæve de krav og eventuelle brud på disse i kontraktsammenhæng.
Her peger flere på værdien i at stille nogle gennemgående, basale krav til alle leverandører i kæden, uden at diskriminere på baggrund af størrelse, geografi, sektor etc. For at understrege vigtigheden af disse krav, kan de med fordel gøres til et centralt KPI for virksomhedens bedømmelse af den enkelte leverandør. I tillæg hertil kan man så vælge at stille en række ekstra krav til de af éns mest centrale leverandører, som man forventer vil være i stand til at gå et skridt videre.
Ligeledes er det vigtigt at afstemme niveauet for og politikken omkring kontrolbesøg (anmeldte/uanmeldte/frekvens osv.) og andre tiltag i forhold til den konkrete monitoreringsproces (auditing) med de enkelte leverandører.
Risici hører med
I forlængelse heraf kommer spørgsmålet om, hvor langt ned i sin forsyningskæde, man som virksomhed bør bevæge sig i denne sammenhæng. Svaret på det vil selvfølgelig afhænge af, hvem man spørger, men også blandt de tre selskaber repræsenteret hos Mærsk, var der forskelle.
Mens én stoppede ved det, der blev betegnet som production level, så forsøgte en anden at nå helt ned til råvarerne. En tredje strategi var lagt an på maker management, der vil holde øje med, hvordan produkter bliver fremstillet inden de bliver købt, og involverede direkte kontrol undervejs.
Det indebærer naturligvis en hvis risici, hvilket også er tilfældet for det aktuelle fokus på transparens, som alle tre virksomheder er bekendte med og forholder sig aktivt til. Generelt var der enighed om, at gennemsigtighed er sundt og et godt redskab til at identificere trends og tendenser, men også med en indbygget risiko for at blive hængt ud i medierne, hvis der skulle dukke problemer op. Det er dog langt hen ad vejen noget man som virksomheder må affinde sig med, for som det blev formuleret undervejs, så er det vigtigt at have et standpunkt og følge det til dørs.