16.10.2018  |  Lager & distribution

Indspark: Vigtige overvejelser når du køber et WMS

En erfaren logistikleder deler her ud af sine erfaringer med overvejelser, der ofte bliver overset, når virksomheder går på jagt efter et nyt WMS.

I en tidligere blog satte jeg spot på, hvor vigtigt det er regelmæssigt at opdatere et WMS (warehouse management system). Jeg har efterfølgende modtaget mange spørgsmål om WMS og særligt om, hvad man skal tage højde for, når man står overfor at anskaffe sig et WMS.

I denne blog skitserer jeg de faktorer, jeg anser for at være de vigtigste. Jeg har valgt ikke at gå detaljer, blandt andet fordi ethvert indkøbsprojekt er unikt – af den enkle årsag at lagre er forskellige og har forskellige behov. Indkøb af et WMS afhænger også af, hvor i verden dit lager er placeret. Faktorerne er altså generelle pointer, som angår WMS.

Jeg har også bevidst valgt ikke at gå i tekniske detaljer som for eksempel grænseflader mellem WMS og andre systemer som ERP eller TMS etc.; det er spørgsmål, som tilhører din it-afdelings ansvarsområde.

Det lyder måske indlysende, men jeg har mødt mange gode kollegaer i branchen, der var meget i vildrede, da jeg spurgte dem om årsagen til, at de investerede i det valgte WMS. Så hvorfor? Det må være overvejelse nummer ét. Hvad er årsagen til, at du ønsker et WMS?

Hovedårsagerne bør reflektere styrker og svagheder ved det specifikke WMS, du er interesseret i at anskaffe dig. Udarbejd en prioriteret liste med årsagerne. Det kan for eksempel være højere kvalitet, højere effektivitet, bedre sporbarhed, analytiske værktøjer eller højere fleksibilitet i dit lagerflow.

Dette er blot nogle få eksempler, listen kan være lige så lang, som du ønsker det. Denne liste er meget vigtig, når du skal udvælge dit WMS – hvilke egenskaber besidder systemerne, der kan forbedre lige præcis dine prioriterede ønsker på listen?

Hold dig til standard
Hvor mange egenskaber på din kravsspecifikation er standard i WMS eller kan blive standard efter implementering? Er der ikke stort sammenfald mellem dine krav og standardfunktioner, vil det være kostbart at opgradere systemet med høje udgifter til mange konsulenttimer, der skal sørge for, at systemet kan tilpasse sig dit lagers krav.

Læs min blog ”Tænk fremtiden med når du investerer i et WMS”. Det er en meget vigtig faktor for fremtidige opgraderinger, så du kan fortsætte med at udvikle lageret og forblive konkurrencedygtig. Undersøg de relevante WMS-leverandører og se nærmere på, hvordan deres nuværende kundebase ser ud.

Det er kunderne, der driver udvikling og fremdrift, og det er på deres initiativ, at nye funktioner bliver bygget ind som standardfunktioner i fremtidige opgraderinger af systemet. Hvor ofte lancerer leverandøren nye versioner, og hvad er den totale omkostning for en opgradering?

”… jeg har mødt mange gode kollegaer i branchen, der var meget i vildrede, da jeg spurgte dem om årsagen til, at de investerede i det valgte WMS”

Roberth Karlsson

Tal med kollegaer i din industri, hvilke WMS anvender de og hvorfor? Er de tilfredse? Hvad savner de? Spørg dem hvad de har lært, og hvad de ville gøre anderledes i dag, hvis de kunne. Netværk er værdifuldt at bruge tid, når du ønsker at lære nyt og blive klogere.

Hold implementering så enkel som mulig
Du vil sandsynligvis have et ønske om at anvende mange af funktionerne i dit nye WMS. Men husk én ting: hold implementerings-versionen af WMS så enkel som mulig. Det er kompliceret nok, som det er; tro mig, det er ikke plug-and-play at implementere et WMS. Du ønsker så få driftsmæssige forstyrrelser som muligt, så dine kunder forbliver glade og tilfredse. Hvis du holder systemet så enkelt som muligt, minimerer du risikoen for, at der opstår uventede problemer.

Når dit WMS er i drift, er det tid til, at alt det sjove kan starte. Hvis der vel at mærke er penge tilbage på budgettet… mange virksomheder, der kaster sig over en WMS-implementering, overser nemlig, at der også er behov for indsats efter implementeringen. De lukker projektet og har intet budget til konsulenttimer.

Det er i min optik helt forkert. Det er nu, at lageret har behov for al den hjælp og støtte, de kan få, for at lære systemet at kende, for at tænke ud af boksen samt for at få inspiration til, hvordan organisationen får mest mulig brugsværdi ud af systemet og alle systemets fascinerende funktioner.

Husk at stille høje krav til leverandøren og leverandørens konsulenter. De skal udfordre din måde at tænke på og inspirere dig til at tænke ud af boksen. Jeg har oplevet konsulenter, der kom lige fra universitetet uden nogen form for praktisk erfaring. Det er ikke i orden.

Om skribenten

Roberth Karlsson har mere end 20 års erfaring med lean, leadership og logistik. Han er p.t. site manager hos KW Bruun Logistik AB og deler flittigt ud af sine erfaringer og refleksioner på bloggen roblogistic.com.

Det er naturligvis fint med teoretisk viden og akademisk træning; men det væsentligste er, at konsulenterne – og hele holdet – har praktisk erfaring med logistik og har evnen til at koble samt tilpasse lagerflowet til det komplekse WMS. Det er en færdighed, du ikke kan træne på universitetet; det sker kun gennem erfaring og personligt engagement i jobbet.

Konsulenterne skal have evnen til at konvertere flowet til penge, det handler alt sammen i bund og grund om økonomisk effekt. Hvad kan du for eksempel spare i omkostninger til løn eller indpakning eller tjene via højere kvalitet?

Du vil ofte have en tilbagebetalingskalkulation eller RoI (return on investment) på investeringen i WMS, og hele projektet er ofte på et stramt budget. Så hvis du skal levere den forventede RoI, skal du fokusere på at udvikle dit lagerflow samt forbedre produktivitet og kvalitet hurtigt!

Husk hard- og softwarekonsekvenserne
Sidst men ikke mindst skal du se nøje på hvilke soft- og hardwareplatforme, dit WMS understøtter. Det er vigtige overvejelser. Hvilke leverandører af pick-by-voice bliver understøttet af WMS? Det er mange penge bundet i hardware. Robuste computere og tablets er dyre, og det samme gælder pick-by-voice udstyr.

Dette er vanskelige spørgsmål at undersøge, fordi du også skal tage højde for, hvordan support og service fungerer og vil påvirke totalomkostningerne. Kvalitet og brugeroplevelse er også vigtige faktorer. WMS-leverandører har ofte foretrukne partnere, de samarbejder med. Det skal du tage højde for, når du vurderer den driftsmæssige pålidelighed etc.

Nogle WMS-leverandører understøtter Android og/eller iOS. Har du et rent lagermiljø uden fugt samt kulde og med et rent og plant gulv (der ikke skaber vibrationer), kan du anvende almindelige forbruger-tablets, der er betydelig billigere. Ulempen ved at vælge forbruger-tablets er, at du risikerer, at modeller eller standarder udgår, og det kan være udfordrende at få den nødvendige supportservice.

Der er naturligvis mange flere faktorer at overveje, når du investerer i et WMS, men dette er nogle af de vigtigste faktorer, som jeg har erfaret sommetider mangler i WMS-indkøbsprojekter.

Denne artikel er en del af temaet Tema om IT i forsyningskæden

Mere fra SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden

SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden

www.scm.dk

SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på optimering af forsyningskæden. Medlemmer på SCM.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af SCM.dk. Vi udkommer dagligt på SCM.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt ni gange om året med magasinet SCM+LOGIST…

Se virksomhedsprofil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere