23.01.2018  |  Branchenyt

Indspark: Udsigt til stor EU-momsreform, men først i 2022

Efter en del usikkerhed om, hvornår den nye EU-momsreform bliver en realitet for de danske virksomheder, kan EKFT nu melde ud, at det sket i 2022. Inden da kommer der dog en række mindre justeringer.

EU barsler med en reform af momsindkrævningen. EKFT kan nu fortælle, at det først tidligst bliver en realitet i starten af 2022.

På den store toldkonference i september 2017 kom det frem, at der er udsigt til en større omlægning af EU’s momssystem, fordi der alene for de mindre forsendelsers vedkommende svindes for 50 milliarder Euro om året.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Over for toldkonferencens 230 deltagere blev der dog udsendt et signal om, at der på dét tidspunkt var en del usikkerhed med hensyn til, hvad moms-reformen kommer til at indeholde og hvornår den kan forventes at træde i kraft.

Erhvervslivets Kompetencecenter For Told (EKFT) har siden fulgt op på de to afgørende spørgsmål om hvad og hvornår. Karl-Ole Beck, konsulent i EKFT og tidligere toldchef i Stena Line, kan nu fortælle, at nok bliver moms-ændringerne ganske vidtgående for de danske virksomheder, men det sker ikke lige med det samme:

- Omlægningen af momssystemet er en stor mundfuld for EU-systemet i Bruxelles. Selv om alle medlemmer af EU-Parlamentet og EU-ministerrådet allerede i efteråret 2017 har fået et foreløbigt forslag fra EU-kommissionen, regner man med, at der går lang tid, inden det bliver en realitet. Skatteministeriet, som jeg netop har været i kontakt med, fortæller, at EU-Kommissionen tidligst i foråret 2018 formulerer sit endelige forslag. Herefter skal det behandles i – og afstemmes mellem – EU-Ministerrådet, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen. I løbet af et par år eller tre bliver det endeligt vedtaget, så den kan træde i kraft i 2022, fortæller Karl-Ole Beck.

Indtil den samlede momsreform er klar, kan der ifølge Karl-Ole Beck forventes at komme nogle justeringer af den nuværende ordning for at rette op på noget af det, der kan give smutveje for dem, der vil svindle.

- I løbet af 2019 vil der efter vores oplysninger komme en række justeringer, som man kalder ”Quick Fixes”. Præcis hvad de kommer til at bestå af, og hvornår de træder i kraft, har vi ikke overblik over nu, men vi vil informere om det, så snart vi har et sikkert overblik, slutter Karl-Ole Beck, der kan træffes på info@ekft.dk

Mere fra Henrik

Henrik Beck

Sekretariatsleder

  • info@ekft.dk
  • 33746914
  • Erhvervslivets Kompetencecenter For Told

Se profil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere