Tilfredse kvinder fylder køleskabet via nettet
Alle aldersgrupper handler dagligvarer på nettet. Det er især kvinderne i børnefamilierne, som bruger online...
Køb af dagligvarer via internettet er et hit hos danskerne, hvor det især er mødrene i børnefamilierne, som har taget de nye tilbud til sig, viser Dansk e-handelsanalyse.
I alt har knapt hver femte (18 %) købt dagligvarer over nettet, mens godt 12 % overvejer at gøre det i alt er det 3 ud af 10 af de internet-aktive danskere, der udnytter eller overvejer at udnytte fordelene i at handle dagligvarer via internettet. 28 % af kvinderne mellem 35-55 år har e-handlet dagligvarer.
Alle aldersgrupper handler dagligvarer på nettet. Går vi bag om tallene, ser vi, at det er kvinderne i børnefamilierne, som især bruger online-supermarkedernes tilbud. Det er også den gruppe, der lægger mest vægt på, at e-handel sparer tid, ligesom 6 ud af 10 i børnefamilierne svarer, at de kan handle, når det passer dem. Med andre ord fjerner dagligvarekøb online en stor stressfaktor i dagligdagen, når børnene hentes i institutioner, der skal købes ind, og man skal hjem og lave mad forklarer kommunikationschef Henrik Theil fra FDIH.