26.10.2010  |  Innovation

Slut med flaskehalse hos Aqua d’or

Midt ude på den jyske hede ligger virksomheden Aqua d’or, mineral water, som i snit fylder vand på 800.000 flasker om...

Midt ude på den jyske hede ligger virksomheden Aqua d’or, mineral water, som i snit fylder vand på 800.000 flasker om dagen. Firmaet, som blev etableret i 2000, har en markedsandel på mere end 80 procent, når det gælder salg af mineralvand i Danmark.
Der lægges stor vægt på at kritiske processer løbende gennemgås og effektiviseres. Senest har virksomheden gennemført et pilotprojekt i samarbejde med PAL-Cut A/S, som har øget produktiviteten med op til otte procent på de automatiske palleteringslinjer. Det svarer til mellem 50.000 og100.000 flere flasker om dagen. Også miljømæssigt er der en del at hente, idet der spares mellem 22 og 66 procent på papirforbruget. Som en ekstra sidegevinst er behovet for pallepladser reduceret med næsten 150 pladser.
På produktionslinjerne tappes flasker med forskellige kvanta mineralvand. De stables med en pakkerobot på paller i fire til syv lag. Traditionelt anvendes et stykke bølgepap som mellemlægsark til at beskytte flaskerne og stabilisere pallen. Problemet er blot, at bølgepap fylder meget og kræver hyppige stop på palleteringslinjerne, fordi der manuelt skal udskiftes paller med bølgepap. Ved skift af pallestørrelser er problemet endnu større, fordi omstillingen typisk tager en halv time per gang. Da palleteringen samtidig er integreret med tappelinjerne, udgør den en flaskehals, som nemt risikerer at sinke produktionen.
Det nye pilotprojekt har dog løst disse problemer. Projektet er nemlig baseret på automatisk afskærmning og fremføring af mellemlægsark via en arkdispenser. Denne løsning har foreløbig medført betydelige forbedringer i produktivitet, lagerbinding og papirforbrug og forhindrer, lige som de besværlige flaskehalse i produktionen ikke længere opstår.

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere