16.02.2016  |  Sourcing

Indspark: Skab tillid før du strammer kæden

Handler samarbejde i forsyningskæden om at ”stramme op” eller ”skabe tillid” – hvad kommer først? Jeg er ikke i tvivl.

Hvad kommer først hønen eller ægget? Sådan lyder talemåden, der illustrerer, at virkeligheden ofte er kompliceret og fuld af paradokser, og at det kan være svært at skelne årsag fra virkning. Når vi taler om samarbejde internt i en virksomheden og eksternt mellem virksomheder i en forsyningskæde, kunne et lignende spørgsmål være: Handler samarbejde om at ”stramme op” eller ”skabe tillid” – hvad kommer først?

Her er virkeligheden i min bog faktisk ikke så kompliceret. Tilgangen til samarbejde skal være først og fremmest at skabe tillid, fordi det er fundamentet for al form for værdiskabende samarbejde. Uden tillid intet samarbejde.

Dansk Industri og Industriens Fond har søsat et større projekt, der har fået titlen ”Stram kæden”. Projektet skal sætte ledelse af forsyningskæden på dagsordenen i dansk erhvervsliv og vil særligt fokusere på at styrke samarbejdsrelationerne mellem kunder og leverandører. Det er et glimrende initiativ, som har stor berettigelse, og som jeg tror på vil skabe stor værdi. Men jeg mener, det er berettiget at spørge: Er udtrykket ”Stram kæden” det rigtige udtryk? Burde det ikke være ”Skab tillid i kæden”?

Om skribenten

Einar har mere end 20 års erfaring som konsulent inden for sourcing, produktion og forsyningskæder. Hans hovedfokus de sidste 10 år har været udviklingen af globale forsyningskæder i forskellige brancher. Einar er master i business economics fra Copenhagen Business School og har haft lederstillinger i Radiometer, Unicare, IBM, PWC og Valcon. Han er aktiv bestyrelsesmedlem i en række virksomheder og er forfatter til to bøger "Sourcing" (2010) samt "Relationer skaber resultater" (2012).

Den basale tillid skal være på plads
Jeg mener, at den vanskeligt kvantificerbare størrelse ”tillidsfaktoren” er en meget overset præmisse for samarbejde mellem funktioner og virksomheder. Tillid er selve forudsætningen for, at et samarbejde kan blive frugtbart. Vi kan lancere nok så mange processer, modeller, principper, standarder, it-systemer og produktivitetsprogrammer, hvis ikke den basale tillid er på plads, så vil alt andet smuldre som et hus bygget på et fundament af løst sand.

Tillid kan for mange ledere virke som en diffus størrelse, og vi har derfor en tendens til at overse den og ikke arbejde systematisk med den. Det er en stor fejl. Det er helt afgørende, at vi – når vi skal udvikle relationer til kunder, leverandører og samarbejdspartnere – arbejder målrettet med at skabe tillid. Og det behøver ikke være så kompliceret: Vi kan skabe tillid ved at:

  • bruge eller investere tid i forbindelse med at forstå hinandens forretninger,
  • lære at kommunikere direkte om fx, hvad der skal prioriteres og om fælles mål, ambitioner etc.,
  • vi bliver bedre til at fortælle om de forventninger, vi har til hinanden for eksempel gennem service level agreement,
  • skabe resultater i fællesskab og huske at anerkende hinanden for vores bidrag.

”… hvis ikke den basale tillid er på plads, så vil alt andet smuldre som et hus bygget på et fundament af løst sand”.

Jeg er sikker på, at projektet ”Stram kæden” vil skabe store resultater. Men jeg er også sikker på, at det vil skabe endnu større resultater, hvis tillidsfaktoren bliver udgangspunktet. Er tilliden på plads i kædesamarbejdet, så er forudsætningen for, at vi bliver ”strammere” nemlig også på plads.

Det er i virkeligheden jordnær og almenmenneskelig viden. Den slags glemmer vi bare ofte, når vi bevæger os ind i corporate world, hvor alt skal være meget rationelt og akademisk. Men det er altså stadig mennesker, der arbejder sammen, og derfor er de menneskelige mekanismer stadig helt afgørende for frugtbare samarbejdsrelationer.

Mere fra Einar

Einar O. Scholte

  • Implement Consulting Group
Se profil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere