Ny tendens: Netværksvirksomheder vinder terræn

En ny type forretningsmodel er dukket op. Det er netværksvirksomheden, der drager fordel af globaliseringen ved at skabe netværk. Eller mere korrekt: Den nye type ER netværket.

02.06.2008

SCM.dk

I mange år har virksomheder været i fuld gang med at flytte produktion ud og hjem og rundt. Men fokus og ståsted er fortsat deres ”egen” produktion, hvor de outsourcede elementer er sekundære. En ny type forretningsmodel, som gør op med traditionelle måder at organisere sig på, er ved at se dagens lys.
”De nye typer ER netværket eller baserer sin forretning på netværket, de tænker netværk anderledes og mere radikalt end traditionelle virksomheder”, fortæller post.doc. Henning de Haas fra Syddansk Universitet, der forsker i Supply Chain innovation.

Kendetegn ved netværksvirksomheder
Et karakteristikum ved netværksvirksomhederne er, at evnen til at skabe et velfungerende netværk og omkonfigurere netværket bliver kernekompetencer. Netværksvirksomheder er et eksempel på supply chain innovation, hvor man fornyer måden at designe og drive forsyningskæden på.
”Netværksvirksomheder konfigurerer netværket fra gang til gang til forskel fra for eksempel de traditionelle grossistvirksomheder, som har etablerede langtidskonfigurationer med leverandører og kunder og store fysiske lagre”, fortæller Henning de Haas og tilføjer ”Netværksvirksomheder er hurtige til at reagere og omstille sig, de har en let organisation, en åben struktur og skal have godt styr på teknologien for at understøtte planlægning, reaktionsevne og adræthed. De skal dernæst også være meget multikulturelt orienterede og være i stand til at interagere med samarbejdspartnere i både Ballerup, Brno, Brunei og Beijing”.
Alle kan få en lav pris på produktion af en given vare, komponent eller serviceydelser i Kina, Indien eller Ukraine; men det er ifølge Henning de Haas ikke alle, der kan få varen leveret til tiden i rette mængde og i den rette ensartede kvalitet. Det er netværksvirksomhedernes berettigelse, at de kan gå ind som værdiskabende mellemled for kunder, der gerne vil drage nytte af de lave omkostninger i Asien samt Øst- og Centraleuropa, men som ikke har eller ikke ønsker at håndtere den kompetence, det kræver for at source eller outsource. Netværksvirksomheder kan tage ejerskab for meget forskellige grader af værdikæden fra at være rene informationsformidlere til at være rene OEM-leverandører eller helt selv designe og producere produkter.
”En af forudsætningerne for succesfuld sourcing eller outsourcing i lavomkostningslande er at være til stede på og kende markedet. Der er en masse politiske, sociale, kulturelle og juridiske aspekter, som er helt afgørende at have styr på, hvis man skal have succes. I nogle tilfælde kan netværksvirksomheden også bidrage til at gøre en mindre dansk kunde mere attraktiv over for meget store asiatiske leverandører. Det kan de gøre ved at samle og integrere flere kunder i en pulje og derved opnå en større volumen, som gør produktionen mere interessant for leverandøren”, fortæller Henning de Haas.

Mere udbredt end mange tror
”Jeg har ikke dokumentation for det; men jeg tror, at netværksvirksomheder er ret udbredte, og at de er mere udbredte, end de fleste forestiller sig. Netværksvirksomhederne agerer typisk på forsyningssiden, og den del af værdikæden er noget, der foregår ude i mørket i baglokalet, på lageret og indkøbsafdelingen”, fortæller Henning de Haas.
Forsyningsdelen er stort set usynlig for offentligheden og medierne, og der er derfor ikke den samme opmærksomhed på området, som vi ser det på den kundevendte del af værdikæden, hvor salgs- og marketingfolkene huserer, eller på ejer- og aktionærsiden, som har økonomernes, topledernes, aktionærernes og mediernes store opmærksomhed.
Henning de Haas forventer ikke, at alle virksomheder vil eller skal være ”netværksvirksomheder” i fremtiden; men han vurderer, at mange store traditionelle virksomheder som Alfa Laval, Danfoss, Grundfos, Coloplast etc. kan lære noget af netværksvirksomhedernes eller de virtuelle virksomheders måde at tænke, leve og forstå netværket på.

Risici for netværksvirksomheder
Der er mange fordele for netværksvirksomhederne; men der er ifølge Henning de Haas også risici. Han fremhæver specielt tre risici, som netværksvirksomheder skal være særlig opmærksomme på. Der er risikoen for at brænde inde med varer, som af en eller grund ikke kan afsættes til kunden. Der er risici forbundet med kvalitetsproblemer. Og der er risici forbundet med produktopdateringer, som netværksvirksomheden eller netværksvirksomhedens leverandører af en eller grund ikke når eller formår at tage højde for.
”Netværksvirksomheder er hurtige og fleksible, men de skal også være meget omhyggelige med at styre risikoen, for ellers kan de hurtigt få store problemer”, fortæller Henning de Haas.

Risici for kunder
I mange tilfælde anvender kundevirksomheder netværksvirksomheder til at håndtere forsyningsdelen. Det kan der være mange rigtig gode grunde til, og gevinsterne kan være betydelige. Men der er ifølge Henning de Haas også risici og særlige krav, som man skal være opmærksomme på.

Risiciene omfatter blandt andet:
Kunder mister den direkte kontakt til produktionen, det skaber mindre gennemsigtighed
Kunder risikerer at gå glip af produktudviklingsmuligheder, fordi de ikke er helt med på overvågningen af teknologi- og materialeudviklingen
Produktudviklingen kan miste grebet om virkeligheden
Indkøbs- og forsyningsområdet risikerer at miste ledelsesopmærksomhed
Leverings- og reaktionstiden kan blive lang
Outsourcing og sourcing stiller skærpede krav til dokumentation, standarder og specifikationer - kan kundevirksomheden leve op til det?

Stort behov i fremtiden
”Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil se, at forsyningskæderne bliver mere og mere komplekse. Det bliver kun vanskeligere at finde den rette balance mellem pris, kvalitet og tid. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at vi i fremtiden vil se et stort behov for virksomheder, der har netværksdannelse, relationsledelse og interaktivitet som kernekompetence, og som er i stand til hurtigt og fra gang til gang at designe den rigtige supply chain arkitektur”, fortæller Henning de Haas.

Toyota Material Handling A/S

Sponseret

3 centrale trin til ESG i din materialehåndtering

Teknologisk Institut Innovation og Digital Transformation

Sponseret

Vækst kræver robusthed

Relateret indhold

18.04.2024SCM.dk

Fremtidens plastproduktion skal udvikles af CO2

18.04.2024SCM.dk

Logistikaktør går sikkerheden efter i sømmene

16.04.2024DACHSER Intelligent Logistics

Sponseret

Dachser overtager logistikudbyderen Brummer

15.04.2024SCM.dk

Net zero mål for CO2 er problematiske for mange virksomheder

12.04.2024SCM.dk

Industrivirksomhed vender ESG-krav til fordel

11.04.2024Bureau Veritas

Sponseret

CSRD - hvem, hvad, hvor og hvordan?

11.04.2024SCM.dk

Ny retspraksis i Europa: Klimabeskyttelse som menneskeret

09.04.2024SCM.dk

Vigtigt skridt for den grønne omstilling

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med SCM.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor ledelse af forsyningskæden, Nyhedsbrevet kommer kun to gange pr. uge.

Se flere temaer

Events

Se alle