03.03.2014

Indspark: Når forsyningskæden hopper af

Redaktør Poul Breil-Hansen beskriver, hvordan efterspørgslen er blevet uforudsigelig og stiller nye krav om fleksibilitet i supply chain management. Samtidig er gabet mellem supply chain-strategien og forretningsstrategien blevet større.

Supply chain management er vokset ud af industrifabrikshallens kontrollerede miljø, hvor det oprindeligt handlede om at skabe et så kontrolleret miljø med så få varianter som muligt, så det var muligt at presse enhedsprisen langt ned. 

Uforudsigelig efterspørgsel
Det handler jo så også om at få kundernes efterspørgsel til at passe til produktionens forsyning eller at balancere forskellen mellem efterspørgsel og forsyning med store lagre.

Den går ikke længere. Efterspørgslen fra de nye markeder i Asien, Sydamerika, Afrika og Øst- og Centraleuropa er mere uforudsigelig end, de store vestlige globale koncerner har været vant til. Den kraftigt voksende e-handel og cross-channel udfordring er mindst lige så uforudsigelig og stiller nye krav til, hvordan informations- og vareflowet i forsyningskæden fungerer.

Læs også: Sådan går det med SCM i 2014

Alle forventer, at salget vil stige i 2014, vi er på tilbage på en forsigtig opsvingskurs, og det kræver nye produkter og nye serviceydelser til nye markeder på nye måder. Mange undersøgelser og eksperter peger på, at supply chain-funktionen ikke er gearet til at understøtte deres virksomheds behov for at skabe vækst.

Krav om fleksibel supply chain 
Hitachi Consulting undersøgte for eksempel i 2013, hvordan 100 supply chain ledere i ni europæiske lande understøtter deres virksomheders forretningsstrategier. Resultatet var nedslående. Der var et tydeligt gab mellem supply chain-strategierne og forretningsstrategierne.

Kæden er hoppet af. Undersøgelsen viste for eksempel, at to ud af tre SCM-ledere ikke forventer at levere en forbedret kundeoplevelse de næste fire år. De er simpelthen ikke trænet til at tænke i kunder, nye markeder og kundedrevede værdikæder.

Læs også: Rundspørge: Supply chain understøtter ikke forretningsstrategien

Supply chain-funktionen i en virksomhed vil i 2014 blive mødt med kravet om langt mere fleksibilitet. Det fremgår for eksempel tydeligt af den rundspørge til førende leverandører af materialehåndteringsløsninger til lageret, som Erhvervsmagasinet præsenterer i denne udgave.

Lager skal ændre sig efter behov
”Fremtidens lagersystemer skal være fleksible, A- og B-varer ændrer sig hele tiden, og det skal lageret kunne reagere på med kort varsel”, fortæller Tom Jarle Dehkes, salgs- og marketingdirektør for Swisslog i Norden.

Læs også: DHL: Skræddersyede kurertransporter er på vej frem

Tidligere adm. direktør for Knapp Danmark A/S Jes Boldsen supplerer:

”Fremtidens optimale lager er lavet af gummi, så det kan ekspandere og ændre form efter behov. E-handel og mange andre faktorer som generelt voksende uforudsigelighed, kort investerings- og planlægningshorisont, mere hjemtagning af produktion fra lavomkostningslande etc. vil drive et behov for større fleksibilitet, og her taler vi fleksibilitet i teknik, processer, mentalitet, økonomi, bemanding, ledelse, alle faser i varestrømmen fra varemodtagelse over lagring og pluk til pakning, forsendelse, distribution og returvarer etc.”.

Fremtidens forsyningskæde skal med andre ord fortsat være effektiv, men skal også fokusere på at følge kunderne tæt og gøre dem glade.

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere