Kursus i supply chain til engelske sælgere
Et britisk konsulentbureau tilbyder et kursus, der skal lære sælgere at overveje supply chain-omkostningerne, før de kommer med løfter omkring levering.
Når et godt salg lige skal bringes over målstregen, så kan et flot løfte om hurtig og billig levering tit og ofte være lige præcis det lille skub, der skal til. Men sådanne løfter fra sælgerne i virksomheden ender lige så ofte med at give grå hår i hovedet på deres kollegaer i supply chain- og regnskabsafdelingen, fordi omkostningerne til logistik hurtigt ryger i vejret. Det problem vil det britiske konsulentbureau Davies & Robson gerne forsøge at afhjælpe, og derfor tilbyder de nu et todages kursus, der er designet til at hjælpe firmaer med at forbedre bundlinjen ved at lære sælgerne, hvordan de undgår at gøre forsyningskæden både længere og dyrere. Det skriver Supply Chain Quarterly.
Et problem for mange virksomheder er, at de gennem de seneste år har prøvet sig frem med hurtige leveringstider uden noget bestillingsminimum for at opnå en konkurrencefordel. I alt for mange tilfælde har dette i midlertidig hævet distributionsomkostningerne, uden at salgsindtægterne er fulgt med, siger Brian Templar, bestyrelsesformand for Davies & Robson.
Kurset giver tips til, hvordan sælgerne kan holde kunderne glade, uden at leveringsomkostningerne stiger, og på den måde give deres bidrag til den kamp for at reducere udgifterne, som masser af virksomheder står overfor i dag.
Sælgere har en vigtig rolle at spille igennem at ændre leveringsbetingelserne med et minimum af betydning for kunderne, men samtidig en mærkbar fordel for leverandørerne, understreger Brian Templar.
-AK