18.02.2013  |  Strategi & ledelse

Indspark: Indspark: Ledelse kan ikke klares på 37 timer

Indhold fra partner Hvad er dette?

De fleste ledere arbejder mellem 40 og 50 timer om ugen, og en fjerdedel har en arbejdsuge på over 50 timer. Til gengæld har de fleste stor fleksibilitet og betragter ledelse som en livsstil.

For nylig faldt jeg over en artikel i et tidsskrift, som belyste den udvikling, arbejdstiden har gennemgået i Danmark. Det var interessant og tankevækkende læsning – og en påmindelse om, hvor stærkt udviklingen er gået det sidste par hundrede år. Af artiklen fremgik, at arbejdstiden inden for både industri og håndværk i midten af 1800-tallet var på 12-14 timer om dagen i sommermånederne – om vinteren lidt kortere, når der var færre lyse timer!

Det fremgik endvidere, at den gennemsnitlige arbejdsuge i år 1900 var på 60 timer, og siden er den gradvist faldet, og siden 1990 har den almindelige ugentlige arbejdstid i Danmark ifølge de fleste overenskomster ligget på 37 timer.

Men for langt de fleste ledere er der ikke noget, der hedder en 37 timers arbejdsuge. Før jul foretog Lederne en undersøgelse, hvor vi blandt andet kortlagde, hvor lang ledernes samlede ugentlige arbejdstid egentlig er, og den viste, at kun 16 procent af lederne kan klare ugens opgaver på 37 timer, mens de fleste, 53 procent, spenderer mellem 40 og 49 timer om ugen på arbejdsopgaverne. For næsten en fjerdedel af lederne, 23 procent, er arbejdsugen på over 50 timer – og heraf angiver fem procent, at tallet er over 60 timer.

Smartphone-fleksibilitet
Mange danskere med lederjob har en grundlæggende stor grad af fleksibilitet indbygget i jobvilkårene. Det betyder for eksempel, at ledere med små børn har mulighed for at forlade arbejdspladsen midt på eftermiddagen for at hente børn i institution eller følge poderne til fritidsinteresser. Til gengæld kan der også være dage, hvor computeren eller smartphonen kommer i brug igen i en time eller tre, når børnene er puttet og madpakkerne er smurt.

Undersøgelsen fra Lederne om arbejdstid understreger da også, at en del af ledernes arbejdstimer ikke foregår på arbejdspladsen, men derimod i hjemmet. Gennemsnitligt arbejder lederne hjemme 3,4 timer om ugen, og blandt toplederne, som er dem, der samlet set arbejder mest, er 6,4 af de ugentlige arbejdstimer henlagt til hjemmet.

Livsstil
Grundlæggende handler hele diskussionen om lederes arbejdstid primært om én ting: Nemlig at ledelse for rigtig mange ledere er en livsstil. Har man sagt ja til ledelse, har man blandt meget andet også sagt ja til at arbejde mange timer, til at skulle ordne en arbejdsopgave eller to på fridage og i weekender, og til at telefonen måske ringer et par gange, selv om der står ”ferie” i kalenderen.

Om skribenten

Vibeke Skytte er direktør med ansvar for afdelingen Job & Ledelse i Lederne.

Hun har været ansat i organisationen siden 1981 og har blandt andet været personalechef, før hun blev administrationschef i 1999.

Den flydende grænse mellem arbejde og fritid bliver en del af ledernes livsstil.

Men netop fordi grænserne er flydende, og det samlede antal arbejdstimer ofte ryger højt op, er det særdeles vigtigt, at lederne får råderum og en stor frihed til selv at kunne planlægge arbejde, arbejdstider og ferier. Og selv om man er nok så dedikeret til sit lederjob, har ledere også brug for at holde totalt fri og hellige sig familie, venner og fritidsinteresser uden at tænke på mails, medarbejdere og møder.

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere