Havnene søger ung arbejdskraft
De tre organisationer Danske Havne, Danmarks Skibsmæglerforening og Danske Havnevirksomheder går nu sammen om en fælles kampagne, der skal sikre de unges kendskab og interesse for de jobmuligheder, der findes i de danske havne.
Det sker, fordi trafikken i havnene stiger så voldsomt, at den danske havnesektor vil få vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft om få år med mindre branchen gør en aktiv indsats. Udfordringen forstærkes af, at de ældre forlader arbejdsmarkedet i stort tal, og at de nye ungdomsårgange er små på et tidspunkt, hvor branchen er i kraftig vækst.
"Havnene og deres virksomheder er nødt til i højere grad at komme de unge i møde. Vi ved, at befolkningen og ungdommen har en positiv holdning til de danske havnes betydning, men deres kendskab til, hvad der foregår i havnene, er meget beskedent. Vi må så at sige åbne havnene, så flere unge bliver opmærksomme på de mange fortrinlige job, der findes i danske havne", siger formanden for Danske Havne, Uffe Steiner Jensen.