Indspark: Forsyningskædens vej mod nul klimabelastning

af Omera Khan

Professor, supply chain management

Se profil  

Omera Khan er professor i supply chain management ved Royal Holloway, University of London og Executive Strategy Advisor for Supply Chain Academy. Foto: Privat.

I 2018 blev 24 procent af den globale drivhusgas kuldioxid (CO₂) udledt af transport. Ifølge the World Resources Institute overhalede transportsektoren for første gang the electric power industry som den største enkeltstående kilde til udledning af drivhusgas i USA. I Europa, hvor de fleste andre økonomiske sektorer har reduceret deres CO₂ niveau siden 1990, er udledningen fra transportsektoren steget og fortsætter med at stige.

Globalt set har det høj prioritet at reducere disse udledninger. Som forbruger er der mange af os, der allerede gør en forskel. Jeg ved, at jeg gør det. Du gør det sikkert også. Men det er verdens handel og industri, som tilsammen står for størsteparten af CO₂-udledningerne, som opvarmer atmosfæren. Fabrikker, kontorer, datacentre, lagre, forskellige transporttyper er samlet set betydeligere forbrugere af energi og udledere af CO₂.

Og det er ikke nok for erhvervslivet blot at reducere udledningen af CO₂. Det vil blot sænke tempoet på klimaændringerne. For at stabilisere koncentrationen af den atmosfæriske CO₂ og derefter rent faktisk at sænke CO₂ niveauet, så skal nye udledninger af CO₂ nødvendigvis være nul. Udtrykket ”nul kulstof” er på vej til at blive et mantra, som høres mere og mere i forsyningskædernes organisationer.

”Nul klimabelastning”? Er det overhovedet muligt? - udbryder du sikkert. Sikkert ikke lige nu. Men der er ikke noget galt med at have ambitiøse mål. Og intet galt i at være motiveret af fremskridt, der allerede er foregået over hele verden i form af ”nul kulstof”.

Se på Storbritannien. I de første tre måneder af 2020 udgjorde genanvendelig energi hele 47 procent af landets generation af elektricitet. I Danmark, hvor jeg bor, er brug af genanvendelig energi endnu mere udbredt, hvor over halvdelen af landets energiforbrug i 2019 kom fra genanvendelige kilder primært fra vindenergi.

I 2018 i relation til transport konkluderede det anerkendte organ Energy Transitions Commission i en rapport, at udelukkelse af brug af kulstof i transportsektoren er en mulighed på den lange bane ved elektrificering, bioenergi, forbedret udnyttelse af energi og ’modal shift’.

Men organisationer inden for forsyningskæder kan begynde at arbejde hen imod ”nul kuldioxid” lige nu. Fordi beslutninger vedrørende, hvor og hvordan produkter indkøbes, forarbejdes, lagres og transporteres, har en betydelig indvirkning på CO₂ udledningerne. Det samme gælder selvfølgelig også for udgående forsyningskæder. Rejsen fra samlebåndet til slutkunden involverer en række ansvars- og ejerskift igennem flere mellemled - distributører og logistikpartnere - som hver har deres egne håndterings– og opbevaringsmåder. Og på hvert trin, hvor varerne flytter imellem disse mellemled, er der transport involveret på henholdsvis veje, togskinner, i luften eller på vandet hver med sit eget CO₂ aftryk.

Så ja et aspekt af ”nul klimabelastning” er uden tvivl udvikling af teknologi, hvor af nogle ganske vist er langt ud i fremtiden. At elektrificere flåden af lastbiler og varevogne er ikke en let eller hurtig løsning. Og endnu sværere er det nok at fjerne forureningen fra luftfart og søfart.

Men det er vigtigt at påpege, at vejen til ”nul kulstof” også omfatter tiltag, som forsyningskæder kan gønnemføre lige nu. Ændre på måden der indkøbes, ændre på forsyningskædepraksisser både internt og eksternt og træffe bevidste beslutninger om at investere i energieffektive fabrikker, lagre og distributionscentre.

Og som jeg gjorde opmærksom på i en nylig publiceret artikel til The Supply Chain Academy ”The route to Zero Carbon”, er mange virksomheder allerede i fuld gang med arbejdet. Unilever arbejder på fem kontinenter med at bruge elektricitet fra genanvendelige energi kilder i hele produktionen og distributionen. Målet er, at virksomheden kun bruger genanvendelig energi i 2030 – kun knapt et årti væk. Verdens største shipping container virksomhed, Mærsk, sigter imod at have CO₂ neutrale skibe i kommerciel drift i 2030 ved at erstatte gamle skibe med nye og effektive fartøjer. Det engelske facilities management oursourcing firma Mitie har forpligtet sig selv på at udskifte flåden på 5.300 motorkøretøjer til CO₂ neutrale elektriske køretøjer i 2023, hvoraf 20 procent af dem allerede skulle være fuldt elektriske i slutningen af 2020.
De største barrierer for at opnå disse mål ligger ikke i teknologien men i det menneskelige aspekt. Med andre ord handler det om at udstyre forsyningskædernes organisationer med det rigtige lederskab, de rette kompetencer, de rette visioner og den rigtige retning for at tage ejerskab i forhold til at få det til at ske og sætte hastigheden op.

Tal med supply chain fagfolk, og du vil hurtigt opdage, at folk er enige i det synspunkt. Yderligere er der også bred enighed om, at det ikke er de hårde tekniske kompetencer, som betyder mest, men at det er de såkaldte bløde kompetencer, der skal til for at påvirke, overbevise, samarbejde og kommunikere.

Hvorfor? Fordi forsyningskædernes organisation og lederne i organisationen ikke fungerer isoleret fra resten af verden. På hvert trin er der mennesker, man skal tale med, mennesker man skal påvirke og overtale. Medarbejdere, administrerende direktører, bestyrelsesmedlemmer, kunder, leverandører, logistikpartnere m.fl.

Ed Weenk fra Maastricht School of Management sagde det kort og præcist, da jeg lavede et interview med ham til en artikel: ”Verden forandrer sig, og den forandrer sig hurtigt. Tænkning på tværs, kreativ problemløsning, kompetencer til at påvirke, at kunne kommunikere med andre fagfolk. Det er bløde kompetencer som disse, der vil være bestemmende for udvikling og skabe resultater”.

Hvor har han ret.