Det digitale prøverum
Prøv tøjet derhjemme på din computer, inden du køber det på nettet! Nyt stort projekt støttet af Højteknologifonden...
I dag sendes mellem 25 og 45 procent af alle bestilte varer retur, fordi de alligevel ikke passer kunden. Det problem kan snart være fortid.
Højteknologifonden har netop bevilliget støtte til et storstilet forsknings- og udviklingsprojekt, der skal skabe det perfekte digitale prøverum. I det digitale prøverum kan kunden prøve tøjet virtuelt, inden det købes på nettet. Med et 3D webkamera kan kunden se sig selv på computerskærmen, vælge tøj fra en menu og prøve tøjet med det samme. Kroppen fanges af webkameraet, tøjet sættes virtuelt på og følger kroppens bevægelser, så det er muligt at se, hvordan tøjet falder og hvordan farven passer.
Virtuel prøvning vil give kunderne en større tryghed ved at handle tøj på nettet. Dermed vil det på sigt øge salget af tøj fra webbutikkerne.
Projektkonsortiet bag det digitale prøverum består af Aalborg Universitet, Virtual Lab ApS, Commentor A/S, samt Erhvervsakademi Sydvest. Samarbejdspartnerne tæller virksomheder som Bestseller, Smart Guy og Microsoft. Konsortiet har tilknyttet førende forskere inden for området, men også et team, som skal kommercialisere projektet på det internationale marked.