23.03.2015  |  Strategi & ledelse

Indspark: Den smarte offentlige indkøber

Indhold fra partner Hvad er dette?

Offentlige opgaver vil have stor gavn af mere konkurrence. Det vil kræve, at offentlige beslutningstagere bliver ”smarte indkøbere”, der forstår at skabe og styre konkurrencen. Læs hvorfor og hvordan.

Produktivitetskommissionen og debatten om offentlig ledelse taler om, at konkurrencestaten skal supplere eller ”forlænge” velfærdsstaten, og der er stigende fokus på, at konkurrencebegrebet og konkurrenceevnen er forudsætningen for velfærdssamfundet.

Den offentlige sektor er selvsagt en væsentlig aktør i den sammenhæng - både i forhold til at skabe mere konkurrence omkring nuværende indkøb og markedsgøre egne driftsopgaver. Vi taler vel at mærke ikke om en udliciteringsdagsorden her. Målet er ikke, at den offentlige sektor skal reduceres mest muligt.

Målet er slet og ret at skabe en bedre opgavevaretagelse eller en højere effektivitet. Det kan ske ved at skabe en konkurrencemodel, der erstatter myndighedskontrol med konkurrence – altså skaber en ny rolle for den offentlige sektor. Det kræver, at en række forudsætninger er på plads – og en af disse forudsætninger er, at den offentlige myndighed i højere grad skal blive det, man kan kalde en ”smart indkøber”.

Læs også: Din forsyningskæde gemmer et stort potentiale

Det smarte indkøb foregår på et strategisk direktionsniveau og er kort sagt en professionel måde at arbejde med konkurrenceudsættelse som det styrende princip for den offentlige drift. Smart indkøb handler grundlæggende om at kunne arbejde kommercielt med aftaler, og det væsentligste mål er, at enhver offentlig opgave i kraft af konkurrenceudsættelse bliver løst af den part, der er bedst til at løse lige netop den opgave. Det opstiller en række krav til offentlige beslutningstagere, som i høj grad minder om klassiske indkøbskompetencer.

Det er kompetencer, der kan besvare og styre centrale spørgsmål som fx:

  • Hvordan er rammebetingelser for købsaktiviteter?
  • Hvorfor købe - skal myndigheden overhovedet lægge ressourcer til en opgave?
  • Hvad skal der købes - når vi ved hvilke opgaver, der skal købes?
  • Hvor køber myndigheden ind - markedet, OPS (Offentlig-Privat Samarbejde) eller internt?
  • Hvad er der blevet købt – hvordan overvåger vi, følger op etc.?

Min pointe er, at det at udsætte alle politisk ønskede opgaver/aftaler for konkurrence vil skabe en anderledes innovativ, dynamisk og trimmet offentlig serviceproduktion. Der er brug for smarte indkøbere på alle niveauer, der forstår og kan eksekvere konkurrenceelementet, så det skaber de bedst mulige løsninger inden for lovmæssige rammer, politiske mål etc.

Læs også: Innovationen halter i offentlige indkøb

Smarte indkøbere formår at skabe markeder og dermed mere konkurrence uden, at kompetencer går tabt for myndigheden og uden, at der sker monopolisering.

Det giver ingen mening at skabe et privat monopol, der erstatter et offentligt monopol, ligesom det ikke giver mening at fastholde opgaver internt med henvisning til, at der ikke er markedsaktører eller konkurrence på feltet. Smarte indkøbere skaber markedet og konkurrencen. Fordi det giver mere værdi for velfærdssystemet og borgerne.

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere