15.01.2021  |  Strategi & ledelse

Indspark: De 5 essentielle trin mod cirkulær økonomi

Alle taler om at vi skal have en helt anden tilgang til vores forbrug af råstoffer og materialer herhjemme, men hvordan gør man det? Det har Ellen MacArthur Foundation CE100, Exeter Universitet og PA Consulting forsket i, og det er der kommet en ”Circular Economy Business Model Playbook” ud af.

Den cirkulære økonomi er tanken om, at vi såmænd godt kan fortsætte vores økonomiske vækst, men kun hvis vi finder en helt anden tilgang til vores forbrug af råstoffer og materialer. Det cirkulære består i:

• at vi fra starten designer vores produkter, så produktionen er på grøn energi,
• så store dele eller hele vores produkt inklusiv emballage kan genanvendes, eller er nedbrydeligt i naturen,
• at spildevand fra én produktion kan bruges i en nærliggende produktionsvirksomhed, der ikke behøver helt rent vand og så fremdeles.
• Det er cirkulære supply chains, hvor produkter eller dele af dem returneres, og
• hvor kunderne forventer, at de genanvendes eller nedbrydes til genanvendelse.

Det er ikke så svært at forstå, at der kan opstå cirkulære start-ups, der fanger den her logik med det samme, opfinder en ny type bionedbrydelig indpakning eller en bæredygtig måde at få fødevarer til at holde sig længere på, men hvordan påvirker den cirkulære økonomi store, etablerede virksomheder?

Her bliver det for alvor udfordrende. Når det gælder bæredygtighed, er danske virksomheder langt fremme, men slås også med nogle af de helt svære spørgsmål lige nu:

”Hvordan får vi hele vores komplekse værdikæde - helt fra leverandører af ingredienser fra Indonesien hen over transportledet til vores egen produktion og senere salg via mellemmænd - til at reducere GHG og CO2 udledningen, eller begrænse forbruget af vand, så vi kan leve op til vores ambitiøse bæredygtighedsmål for 2030? Hvorfor skulle en leverandør i et fremmed land gøre sit liv mere besværligt, bare fordi jeg, et firma han knap nok kender, har nogle klimamålsætninger, jeg skal leve op til i Danmark?

Når man kigger så holistisk på bæredygtighedsagendaen, den såkaldte grønne omstilling, så begynder man at tænke på en helt ny forretningsmodel. Måske én der i første omgang kører parallelt med den gamle, indtil det store skift kan foregå.

Det har Ellen MacArthur Foundation CE100, Exeter Universitet og vi fra PA Consulting forsket i, og det er der kommet en ”Circular Economy Business Model Playbook” ud af.  I samarbejde med nogle af de 100 ledende selskaber, der er medlemmer af CE100, har vi udarbejdet en ”how-to manual”, så virksomheder, vi arbejder sammen med, kan gå systematisk til værks uanset deres udgangspunkt. Det var det behov, der var størst overhovedet, når vi spurgte de andre medlemmer af CE100, og de er trods alt nogle af de ledende indenfor cirkulær økonomi i verden.

Det har ført til, at vi i fælleskab har udviklet fem strategiske skridt, virksomheder kan tage for at komme videre ind i den cirkulære økonomi. Det er der nemlig penge i - måske lidt i modsætning til, hvad man intuitivt forestiller sig. Ellen MacArthur Foundation anslår, at den cirkulære økonomi i 2030, alene i Europa, har en værdi af 13 billioner kroner.

Med tanke på sådan et potentiale giver det pludselig mening, at firmaer som Renault sætter sig som mål at øge det økonomiske potentiale af deres cirkulære forretning med 750 millioner kroner allerede i 2022.

Ikke desto mindre er der mange virksomheder, der finder det svært at identificere den rigtige cirkulære model eller kombinationen af cirkulære tiltag for netop deres virksomhed. Det gør det ikke nemmere, at cirkulære modeller er afhængige af langvarige samarbejder på tværs af hele værdikæder og økosystemer. At få alle de mennesker til at arbejde sammen mod et fælles mål og biddrage aktivt til et cirkulært system kræver modigt og agilt lederskab, der guider folk ud af deres traditionelle firma-centrerede tankegange.

Følgende fem strategiske skridt vil sætte jeres organisation i stand til at vælge, designe og afprøve den rigtige cirkulære forretningsmodel for netop jeres virksomhed:

1. Find den del af den cirkulære økonomi, der giver værdi for jer (”where to play”)
Køb, salg eller leje af dit produkt via platforme, ”Product as a Service” hvor I sælger en service i stedet for et produkt (tænk Green Mobility), forlængelse af jeres produkts levetid, genopretning eller genbrug af ressourcer fra jeres produkt osv. Der er dele af den cirkulære økonomi, der er skræddersyet til din virksomhed.

De rigtige modeller bestemmes ofte ud fra de ressourcer, der forbruges, og værdien der tabes i den eksisterende forretning, samt den potentielle værdi I kan skabe ved at overgå til en cirkulær forretningsmodel. I den sammenhæng betyder værdi mere end bare profit. Det dækker også over værdiskabelse så som stærkere og dybere relationer med kunder, værdi fra nye datakilder og et forbedret forretningsrenommé og stærkere brand.

Eksempel: Firmaet Ffat Lama har lavet en online markedsplads for at købe, sælge eller leje elektronik. Og også Dell er i fuld gang med at lave produkter, hvor alle delkomponenter kan genbruges.

2. Bliv enige om værdien i at samarbejde på tværs af jeres værdikæde
Når I har identificeret den rette model, skal I metodisk identificere alle de interessenter, I har brug for i jeres cirkulære forretningsmodel, og den værdi hver enkelt får ud af at være med i jeres cirkulære værdikæde. Her kan man virkelig tale om behovet for at identificere win-win situationer.

Det kan inkludere kunder, leverandører og dem, der leverer infrastruktur. Det er vigtigt at forstå de mål, hver enkelt interessent i jeres system har og skabe fælles mål, hvor I arbejder sammen til begge parters bedste. For at få succes skal dine partnere også have succes.

Eksempel: den svenske gør-det-selv kæde, Clas Ohlson, har lanceret en abonnementservice, hvor kunder, mod et månedligt abonnement, har adgang til værktøj uden selv at eje det. På den måde reducerer kæden spild og lagerplads ved at introducere en helt ny cirkulær forretningsmodel (”værktøj som en service”).

3. Identificér de operative ændringer omstillingen vil kræve
På det her trin identificerer vi de operationelle ændringer, der kræves for at få succes med den nye forretningsmodel. Det bedste sted at begynde er din organisations evner og kapaciteter:  Hvad er det, I skal gøre, der er nyt eller anderledes i en cirkulær forretningsmodel, og har I de rette medarbejdere, den rette teknologi og data og infrastruktur på plads til at underbygge modellen? Kan I klare jer med de eksisterende kapaciteter, eller har I brug for at udvikle helt nye evner som virksomhed?

Eksempel: Gerrard Street udvikler hovedtelefoner, der let kan blive bygget om eller have komponenter udskiftet. For at få det til at virke har de været nødt til at udvikle en billig og effektiv måde at indsamle, ombygge eller vedligeholde komponenter på, og det har de gjort sammen med partnere rundt om i Europa. Igen det med at inddrage andre dele af værdikæden til fælles gavn.

4. Sikr dig økonomisk levedygtighed
Når I har identificeret jeres forretningsmodel, de rette partnere og de operationelle krav, så er det tid til at vælge en profitabel indtægtsmodel. Her handler det om at overveje og analysere de mange indtægtsmodeller, verden har stiftet bekendtskab med de sidste år: Abonnement (tænk Netflix), produkter der returneres, når de ikke længere bruges, gensalg og mange andre prissætningsmodeller.

Eksempel: det svenske stålselskab Sandvik garanterer tilbagekøb af stål og H&M’s indsamling af brugt tøj, som i øvrigt ikke behøver at være H&M tøj.

5. Implementer modellen succesfuldt
Planlæg jeres implementering i detaljer og tag højde for de ricisi og udfordringer, der uvægerligt opstår. For at minimere jeres risici anbefaler vi at, I ”tænker stort, starter småt, og skalerer hurtigt”. Det vil give jer mulighed for at efterprøve nye koncepter med en begrænset gruppe af kunder, få deres feedback, gå tilbage og finpudse konceptet og blive ved med at inkorporere feedback, indtil kunderne er oprigtigt begejstrede og villige til at betale.

Hvis der er én ting, større virksomheder kan lære af startup-virksomheder, så er det netop denne eksperimenterende tilgang til nye produkter og services, og at kunden er den eneste dommer over, om noget er godt eller ej. Husk at tjekke deres villighed til at betale.

Den cirkulære økonomi er en unik mulighed. Hvis I følger de her fem strategiske skridt, så vil I skabe værdi, ikke blot for jeres egen forretning, men også for jeres partnere, miljøet og samfundet i det hele taget. Det er da værd at tage med.

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere