Danske virksomheder flytter produktionen til Bangladesh
Bangladesh er blevet et populært outsourcing-land for mange danske virksomheder. Det skyldes, at lønninger i Kina og Indien stiger, mens omkostningerne i Bangladesh er meget lave.
En ufaglært tekstilmedarbejder får 200 kroner i løn om måneden. Ikke bare danske, men også kinesiske virksomheder er begyndt at etablere produktion i Bangladesh, siger Ib Albertsen. Han er programkoordinator for Danidas business to business-program, som hjælper danske virksomheder med at finde fodfæste i Bangladesh. Importen fra landet er alene de sidste tre år steget 50 procent til 900 millioner kroner, viser tal fra Danmarks Statistik.
I starten var det især tekstilvirksomhederne, der flyttede produktionen, men i de seneste tre år har IT-branchen også fået øjnene op for Bangladesh. Dhaka er det nye Bangalore, siger Ib Albertsen. Ifølge den lokale IT-brancheforening i Dhaka er der på nuværende tidspunkt 20 danske IT-virksomheder i Bangladesh med 10-12 andre på vej til at flytte aktiviteter til landet. MS