Scania: Vi kan ikke leve uden BI
Lastbilleverandøren Scania er med deres Business Intelligence system blevet i stand til at hive de rigtige informationer ud af alle systemerne og at procesoptimere.
Vi kunne ikke leve uden vores Business Intelligence-værktøj (BI, red.), lyder den klare melding fra økonomidirektør Bjørn Jacobsen i Scania Danmark.
Scania Danmark er en førende leverandør af tunge lastbiler og busser til det danske marked og har anvendt BI-værktøjet QlikView i otte år.
Vi har ligesom de fleste andre virksomheder mange systemer og informationskilder. Vores BI-værktøj kan for eksempel kombinere fem forskellige kilder som AS/400, internet, et Excel-ark på en arbejds-PC, ERP samt et leverandørsystem og trække informationer ud af alle kilderne. Det kræver blot, at der er et reservedelsnummer, et kontraktnummer, et kundenummer eller lignende, som man kan basere søgningen på, fortæller Bjørn Jacobsen og tilføjer:
Informationerne fra kilderne bliver samlet og præsenteret i den form i værktøjet, som brugeren vælger, det skal præsenteres i. Der er masser af muligheder for at gøre præsentationen meget visuel, og brugervenligheden er helt i top. Alle funktionærer i Scania bruger værktøjet om ikke dagligt, så i hvert fald regelmæssigt.
Scania kan for eksempel kombinere fakturering fra en forhandler med tidsregistreringen på værkstedet og derved opnå en oversigt over effektiv omsætning per time. Det er nemt at opgøre fakturaerne per dag, per afdeling, per region, per måned eller kun for fastprisaftaler. Det er samtidig nemt at afsløre fejl i rutiner rundt omkring i virksomheden, hvilket er en glimrende kilde til løbende at optimere på processer.
Alternativet til BI-værktøjet ville i de fleste tilfælde være at bestille en rapport hos nogle af virksomhedens systemkyndige folk. Det ville tage dage. I de fleste tilfælde ville rapporteringen slet ikke ske, fordi det simpelthen ville være for langsomt og besværligt. I dag foretager Scanias funktionærer selvstændigt deres egne søgninger og rapporteringer blot med nogle få klik på skærmen.
www.scm.dk/ITtema