21.11.2017  |  IT

Indspark: Salg på Google Shopping, eBay, Amazon eller Alibaba kræver GTIN-varenumre

De store globale markedspladser har i nogen tid krævet, at produkter oprettes med GTIN-varenummer, for at de kan blive vist og solgt. Men hvorfor egentlig dette krav til leverandøren?

Markedspladserne har tusindvis af mindre leverandører, og for mange af dem er produktidentifikation en ny verden, som det i første omgang er svært at se værdien af.

Men der er naturligvis gode grunde til kravet om at bruge GTIN-varenumre, når man skal sælge på blandt andet eBay, Amazon, Google Shopping og Alibaba – og der er også god motivation for leverandørerne. Præcis og unik identifikation af en vare øger nemlig salgstal, viser erfaringer.

Pres for bedre brugeroplevelse
Markedspladserne er presset til konstant at arbejde på at forbedre brugeroplevelsen for online forbrugere, som forventer nemt at kunne finde og sammenligne produkter.

Og det kan man med GTIN-varenumre, som er de tal, der står under stregkoden på blandt andet mælkekartonen.

Grundlæggende gør den unikke identifikation, at både markedsplads og kunde kan finde præcis det produkt, hun leder efter. Eksempelvis kan der let skelnes mellem forskellige varianter af et produkt, fx hårtørreren på 2200 Watt og den på 1800 Watt, eller skjorten i str. 42 i sort eller mørkeblå.

”What’s in it for me?”
Generelt belønner markedspladserne leverandører, der bruger GTIN med større eksponering i varekataloger og bedre placering i søgeresultater og annoncer.

Desuden ser man en generel effekt på søgemaskiner som fx Google og Bing af at oprette sine produkter med GTIN.

Google angiver selv, at sælgere, der har føjet korrekte GTIN-værdier til deres produktdata, har oplevet, at deres konverteringsrater stiger med op til 20 procent.

Det er afgørende for Google, at shopperne skal blive præsenteret for netop de ting, som de har interesse for, og derfor optimerer de deres algoritme med det for øje.

Til optimeringen bruger Google Shopping den præcise produktidentifikation til at kunne matche shopperens søgeord med de bedst svarende produkter og til at kunne sammenligne produkter fra flere forhandlere, når der vises annoncer. På den måde øges kundens oplevelse af at modtage relevante tilbud.

Men hvilke produktinformationer?
”Nu er den hellige grav jo ikke velforvaret, bare fordi en shopper har fundet frem til dit produkt. Derfra handler det om at give din mulige kunde lige præcis den viden, der skal til for, at visningen bliver til et køb”. Det mener Morten Buch, Head of FMCG and Services i GS1 Denmark.

Virksomheder som Google og Alibaba er altid på udkig efter data, de kan have tillid til. Og indtil videre har det udløst, at Alibaba har tilsluttet sig GDSN netværket, hvor de kan hente netop sådanne data – data som leverandørerne selv har oprettet.

"Præcis og unik identifikation af en vare øger nemlig salgstal, viser erfaringer", Signe Poulsen, communication and marketing manager, GS1 Denmark.

GDSN netværket er drevet af GS1, og fordi de store globale markedspladser er gået med i GS1-samarbejdet, har de også mulighed for løbende at gøre deres indflydelse gældende efterhånden, som de får brug for flere data.

Og det er den vej, vi ser udviklingen gå: Flere produktinformationer ønskes af forbrugerne. Faktisk har alle de nævnte fire markedspladser valgt at gå ind i bestyrelsen for GS1s globale arbejde.

”Vi må ikke undervurdere betydningen af, at vores standarder følger med udviklingen og nye handelsformer. Derfor er vi rigtig stolte af, at disse fire globale giganter har valgt at gå ind i GS1s globale bestyrelsen, så de kan hjælpe os med at sikre dette”, fortæller Morten Buch.

Forkert nummer indeholder en risiko
Alt dette betyder, at det er meget risikabelt at udstyre sine produkter med ”lånte fjer”, dvs. GTIN-varenumre taget fra andre produkter. Det giver misforståelser og fejlagtige informationer til kunden – alt andet end en god oplevelse.

Hvis du videresælger produkter, kan du som oftest finde GTIN under stregkoden på pakningen. Hvis du mangler GTIN-varenumre til dine produkter, kan du altid få dem hos GS1, fx på shop.gs1.dk 

Tags: Datafangst, IoT

Mere fra Signe

Signe Poulsen

  • GS1 Denmark
Se profil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere