Annonce

Opret nyhed

Et exoskelet var blandt de mere opsigtsvækkende løsninger på VW's årlige logistikinnovationsdag. Foto: Volkswagen Group

Robotter, lasere og exoskeletter – VW ser på fremtidens logistikløsninger

Den tyske bilgigant Volkswagen afholdt i går sin årlige Logistics Innovation Day, hvor en stribe producenter og leverandører fik lov til at demonstrere deres nyeste løsninger. Teknologi var i højsædet.

IT & DATAFANGST

Den moderne bilbranche har brug for moderne løsninger når det kommer til logistik, materialehåndtering og produktion. Det ved man naturligvis godt i Wolfsburg i det nordlige Tyskland, hvor et af verdens største bilmærker, Volkswagen Group, har hovedkvarter.

Læs også: ”Det handler om at finde mønstre”

Derfor havde VW i går, for 11. gang, inviteret en bredt udsnit af virksomheder til at fremvise sine løsninger inden for netop automobillogistik for koncernens eksperter. I alt mødte omkring 130 selskaber, heraf adskillige start-ups og SMV’er, op til Logistics Innovation Day 2016 og præsenterede over 170 produkter for 230 VW-konsulenter fra 18 lande.

Teknologi og digitalisering var et gennemgående tema. Sammen med mulighederne i eksempelvis autonome systemer og nye former for mobilitet, har det nemlig for alvor åbnet dørene for nyskabende tekniske løsninger.

”Den voksende digitalisering løfter logistikmulighederne til et nyt niveau. På årets Logistics Innovation Day fokuserer vi kraftigere på logistik- og IT-sektoren og diskuterer de seneste trends med eksterne partnere. Sammen leder vi efter smarte løsninger til fremtidens effektive logistiksystem”, sagde Head of Volkswagen Group Logistics, Thomas Zernechel, ved dagens åbning.

Mere simple, transparente og stabile logistikprocesser i fremtiden
Blandt de innovationer, der blev fremvist ved gårsdagens event, var forskellige bud på individuelle transportrobotter med autonome navigationsfunktioner. Den seneste generation af disse robotter kan levere et fleksibelt, fuldautomatisk materialeflow, via interaktion mellem laserskannere, kort og WLAN, der sikrer at robotterne også kan undgå uforudsete forhindringer.

Digitalisering åbner også op for objektgenkendelse uden de dyre transpondere og skannere. I kombination med neuronnetværk (dyb machine learning), kan kameraer i høj opløsning identificere og lokalisere genstande i real-time og tage beslutninger på den baggrund.

En anden demonstration bød på en intelligent tilgang til ergonomiske, mobile arbejdspladser med et letvægts-exoskelet, der fungerer som en ekstern støttestruktur til den menneskelige krop. Overførslen af kræfter kan blive indstillet efter behov, og brugerens bevægelser bliver så registreret af sensorer og støttet eller styrket af fjedre.

Hos VW har man store forventninger morgendagens teknologiske landvindinger og de forbedringer, de indeholder i forhold til koncernens omfattende logistik.

Læs også: Audi sparer tid med dansk lagerrobot

”Smart glasses og virtuel læring til fejlfri ordreplukning er vores nye virkelighed. Af andre nye løsninger, der er ved at blive udrullet i vores faciliteter, kan nævnes fuldautomatiske transfers til og fra lagre og autonome transportsystemer. Takket være denne udvikling vil vi blive i stand til at gøre vores logistikprocesser langt mere simple, transparente og stabile”, sagde Head of Logistics Control i Volkswagen Group Logistics, Stefanie Hegels.

-AK

Bring en kommentar

God kommentarskik. Hold en god tone i kommentarerne, undgå personlige angreb og indlæg af markedsføringsmæssig karakter. Læg kun link på din kommentar, såfremt det er relevant for debatten. Vær opmærksom på, at debatten modereres af portalens redaktion.

Annonce

Relaterede virksomheder

Relaterede artikler

Annonce

Annonce

Annonce