Manhattan Associates går ind på det danske marked
Den globale udbyder af it-løsninger inden for lager og logistik Manhattan Associates etablerer sig nu i Danmark.
Manhattan Associates, der udbyder it-løsninger inden for lager og logistik, vil nu have en bid af det danske marked. Virksomheden har indgået et partnerskab med det nordjyske konsulenthus Integrate Warehouse Management A/S, som har mange års erfaring med rådgivning og implementering af logistikløsninger.
Manhattan Associates har eksisteret siden 1990 og har i dag mere end 1.200 kunder globalt. Den første danske kunde, fødevaredistributøren Catering Engros, melder om gode erfaringer med at bruge Manhattan Integrated Logistics Solution på sine to distributionscentre med årlige besparelser på 1,7 millioner kroner på grund af bedre lagerstyring, færre lastbilture og en øget produktivitet på 30 procent på lagrene.
Fødevarerne med den korteste holdbarhedsdato kan nemt findes og sendes af sted først. Antallet af fejl i forbindelse med vareplukning er faldet betydeligt, og det betyder, at vi sender langt færre lastbiler på landevejen nu faktisk har vi reduceret vores kilometertal så meget, at det svarer til to biler dagligt, siger økonomidirektør Niels Habekost, Catering Engros.
-KGJ