14.06.2018  |  Lager & distribution

Irske Combilift satser 50 millioner euro på innovation og mass customisation

Europas tredjestørste producent af materialehåndteringsløsninger og gaffeltrucks er i stærk vækst og åbner derfor en spritny fabrik. Den skal styrke virksomhedens strategi om at levere innovative produkter med høj grad af kundetilpasning, hvor ét af midlerne er at investere syv procent af omsætningen i R&D.

Gulvene skinner, væggene skinner, trapperne skinner og medarbejderne skinner. Alt skinner på den spritnye fabrik i Monaghan i det nordlige Irland blot få kilometer fra den nordirske grænse.

Undtagen selvfølgelig solen udenfor. Men hvad gør det, når 500 medarbejdere og ledelsen kan fejre den officielle åbning af 46.500 m2 dugfrisk hovedkvarter, hvor administration og produktion er placeret skulder ved skulder.

Undertegnede er på besøg på Combilifts nyåbnede fabrik, der erstatter tre gamle lokaliteter i området, hvor medarbejderne har haft efterhånden meget trange vilkår for at leve op til den kraftige vækst i ordremængden.

Fakta om Combilift

• Etableret 1998.
• Ny fabrik på 46.500 m2 åbnet i 2018.
• Omsætning på cirka 500 millioner euro.
• Investerer 7 procent af omsætningen i R&D.
• Producerer ny truck eller straddle carrier hver 15. minut.
• Tilbyder tæt rådgivning af kunder for at optimere kunders logistik.
• Beskæftiger cirka 500 medarbejdere og har 250 forhandlere i 85 lande.

Omsætningen er mere end fordoblet de sidste fem år fra cirka 250 til 500 millioner euro, og målet er 1 milliard euro de næste fem år. Det skal den nye fabrik være med til at understøtte.

Praktisk og kundeorienteret tilgang
Det med skulder ved skulder kendetegner meget af Combilifts tilgang til at drive forretning.

”Vi er meget seriøse med at være tæt på kunden. Vores koncept Combi-Connect skal visualisere og demonstrere for vores kunder, hvordan vores produkter kan skabe værdi for kundens logistik. De fleste af vores produkter er kundetilpassede til vores kunders specifikke behov, og derfor er vores fabrik bygget op efter mass customisation-princippet, hvor vi lægger stor vægt på fleksibilitet og tilpasning”, fortæller Martin McVicar, der er administrerende direktør og den ene af de to ejere af virksomheden.

Designet på den nye fabrik er da også kvadratisk og ikke rektangulært, fordi virksomheden netop ønsker så kort afstand som muligt mellem de forskellige funktioner i virksomheden.

Truck’en med fire retninger
Det hele startede for 20 år siden, hvor Martin McVicar som ung ingeniør mødte Robert in Moffet.

Moffet var allerede i gang med at designe og producere løfteudstyr og sammen udviklede de to iværksættere verdens første multidirektionelle gaffeltruck i 1998, der kunne dreje i alle fire retninger.

Nyskabelsen har stor betydning for bevægeligheden på trange lagergange og dermed muligheden for at spare dyre kvadratmetre og øge sikkerheden. Den nye truck skabte fundamentet for Combilift.

I 1998 producerede McVicar og Moffet 18 enheder, i 2018 har virksomheden leveret mere end 40.000 enheder til mere end 85 lande.

Det er tydeligt, at Combilift er dybt præget af praktiske løsninger og konkrete værdiskabelser.

Der er kort vej fra svejserne, som svejser karrosserier over de fire 90 meter lange produktionslinjer, som færdiggør en truck eller straddle carrier hver 15. minut og de administrative enheder som ordremodtagelse, R&D, ingeniører, der arbejder med 2D- og 3D-baserede redesign af kunders lagre, og ud til de cirka 250 forhandlere, som har den daglige kundekontakt.

De fleste medarbejdere ligner nogen, der ved, hvordan man kører en gaffeltruck og styrer en straddle carrier, som kaster rundt med 20 tons tunge emner.

”De fleste af vores medarbejdere er vokset op på landbrug og er stadig landmænd. De er vant til altid at finde en løsning på tingene”, fortæller Ulrich Staudal, som er dansk og salgsdirektør for det nordeuropæiske område.

Mere fra SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden

SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden

www.scm.dk

SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på optimering af forsyningskæden. Medlemmer på SCM.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af SCM.dk. Vi udkommer dagligt på SCM.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt ni gange om året med magasinet SCM+LOGIST…

Se virksomhedsprofil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere