Annonce

Opret nyhed

Den fjerde industrielle revolution, Industri 4.0, handler i høj grad om automation og ikke mindst forbundne enheder.

Industri 4.0 – vi er bagud, men mulighederne er der

En rapport fra Boston Consulting Group om perspektiverne i Industri 4.0 viser, at de danske virksomheder har tabt terræn i forhold til bl.a. Tyskland, men også at der kan skabes tusindvis af arbejdspladser og milliarder i øget omsætning.

IT & DATAFANGST

Industri 4.0 er en af de trends, der for alvor er ved at vinde indpas i industrier, brancher og sektorer verden over. Denne fjerde industrielle revolution (efter mekaniseringen, elektrificeringen og computeriseringen) handler om connectivity – forbundne enheder bl.a. via Internet of Things – og mulighederne er store.

Læs også: Audi åbner smart fabrik i Mexico

Derfor har Innovationsfonden sammen med Boston Consulting Group (BCG) netop udgivet en rapport, Winning the Industry 4.0 Race - How ready are Danish manufacturers?, der redegør for den aktuelle status på området i dansk regi. Og der er både gode og dårlige nyheder at finde.

Undersøgelsen viser således, at vi halter efter lande som Tyskland og USA på Industri 4.0, men samtidig, at Industri 4.0 kan skabe nye danske arbejdspladser og løfte virksomhedernes indtjening med 30 milliarder kroner om året. 

I forbindelse med rapporten har BCG talt med 530 danske produktionsvirksomheder, og direkte adspurgt forventer halvdelen at de gennem en øget brug af Industri 4.0-teknologier vil øge deres produktivitet med mere end 10 procent over de næste 5-10 år.

Innovationsfondens direktør, Peter Høngaard Andersen, kom med tre konkrete anbefalinger til at skubbe Industri 4.0 fremad i Danmark.

Rapporten blev præsenteret ved et arrangement hos Dansk Industri i onsdags, og her kom Innovationsfondens direktør, Peter Høngaard Andersen, med tre konkrete anbefalinger på fokusområder, som kan hjælpe Danmark på vej mod Industri 4.0.

”Vi har fået de hårde fakta på bordet, og vi er nødt til at reagere; venter vi blot få år, får det fatale konsekvenser. Derfor anbefaler vi handling på tre områder: uddannelse, finansiering og en stimulering af økosystemet omkring hele udviklingen af sektoren”, sagde han.

Behov for ny arbejdskraft
Fra BCG ridsede managing partner Anders Fæste nogle af rammebetingelserne op, og understregede rapportens hovedbudskab om kombinationen af udfordringer og muligheder.

”På mange måde står vi på en brændende platform. Den danske konkurrenceevne er faldet drastisk de seneste år, fra en global tredjeplads i 2008 til en aktuel placering som nr. 12 ifølge WEF. Samtidig hører vi i undersøgelsen, at mange regner med kraftigt øget vækst og flere ansatte på baggrund af Industri 4.0. Det betyder bl.a. et væsentligt skifte i behovet for arbejdskraft, hvor ingeniører og IT-folk allerede nu er en mangelvare, mens de manuelle stillinger bliver pressede, og den tendens vil kun blive stærkere”, sagde han.

For Maersk Line handler digitaliseringen meget om at imødekomme stigende kundekrav, forklarede COO Søren Toft.

En af de store virksomheder, der ifølge både Innovationsfonden og BCG er brug for tager affære, er Maersk. Koncernens shippingdivision, Maersk Line, har i den seneste tid hævet barren når det kommer til specielt det digitale område, og det er afgørende for virksomhedens position på markedet.

”Vi oplever en ekstrem konkurrence på containershipping og en øget efterspørgsel på transparens og digitale løsninger baseret på data. Derfor har vi introduceret et vidtstrakt self service-tilbud, en udvidet track ’n’ trace-ordning og muligheder for både instant quotes og booking samt bankservices. Helt grundlæggende handler det om, at vi skal blive mere agile; vi skal hurtigere fra idé til produkt”, forklarede COO for Maersk Line, Søren Toft.

Hurtig og fleksibel service
Også for SMV’erne indeholder Industri 4.0 og tingens internet muligheder. Værktøjsproducenten Thürmer Tools, der også samarbejder med Maersk, har været igennem lidt af en strategisk omvæltning i løbet af de sidste år og har bl.a. dannet underselskabet Twentyseven for at tage digitaliseringen ved hornene. Det helt centrale element er 3D-print, og fokus er det samme som hos Maersk.

3D-print er et centralt element for den videre udvikling af Thürmer, sagde CEO Erick Thürmer, og illustrerede hvordan teknologien også er blevet et vigtigt element på bl.a. den internationale rumstation ISS.

”Folk forventer service og fleksible løsninger, og her har 3D-teknologien nogle fantastiske muligheder. Med en 3D-scanner og -printer kan vi levere specialiserede produkter i et helt andet tempo og til en helt anden pris, end branchen er vant til. På den måde vil vi være værktøjsindustriens Spotify og disrupte på en måde, som de store slet ikke har regnet med”, sagde CEO Erick Thürmer.

Fra Dansk Industris side håber man ganske givet, at det vil lykkes. I hvert fald vækker det bekymring at de danske virksomheder sakker bagud i forhold til situationen i Tyskland, hvor Industri 4.0 som begreb allerede har over fem år på bagen.

Helt grundlæggende handler det om, at vi skal blive mere agile; vi skal hurtigere fra idé til produkt

COO for Maersk Line, Søren Toft

”Vi skal tage enhver analyse alvorligt, der indikerer, at Danmark er bagud med digitalisering og automatisering. For det er et af de områder, hvor danske virksomheder og deres medarbejdere virkelig har store muligheder for at løfte vores produktivitet markant – og dermed hive flere ordrer og mere vækst til Danmark”, siger adm. direktør Karsten Dybvad til Berlingske Business.

Læs også: Digitale øjne og data i forsyningskæden

Og som Innovationsfonden og BCG skriver i rapportens forord: ”Kapløbet er i gang, og hvis vi ikke selv tager de svære beslutninger nu, så skal vores konkurrenter nok tage dem for os.”

Bring en kommentar

God kommentarskik. Hold en god tone i kommentarerne, undgå personlige angreb og indlæg af markedsføringsmæssig karakter. Læg kun link på din kommentar, såfremt det er relevant for debatten. Vær opmærksom på, at debatten modereres af portalens redaktion.

Annonce

Relaterede virksomheder

Relaterede artikler

Annonce

Annonce

Annonce