21.09.2017  |  Lager & distribution

Hackerangreb og orkanen Harvey koster FedEx dyrt

Et globalt hackerangreb tilbage i juli og den omfattende orkan Harvey har kostet den amerikanske fragtgigant FedEx dyrt, hvorfor koncernen nu nedjusterer sine forventninger til regnskabsåret 17/18.

Et hackerangreb i Europa og orkanen Harveys voldsomme ødelæggelser i det sydøstlige USA tynger indtjeningen hos shippinggiganten FedEx.

Læs også: FedEx og Boeing i samarbejde om ecoDemonstrator

I regnskabskvartalet, der sluttede den 31. august, tjente FedEx 596 millioner dollar efter skat (ca. fire mia. kr.). Det svarer til et overskud per aktie på 2,19 dollar. Året før var de tilsvarende tal 715 millioner dollar og 2,65 dollar, skriver Ritzau.

Havde FedEx’ hollandske enhed, TNT Express, imidlertid ikke været omfattet af det store cyberangreb, der i slutningen af juli fremtvang lukning af havne og virksomheder verden over, havde overskuddet dog været noget højere.

Herhjemme gik det omfattende hackerangreb især hårdt ud over A.P. Møller-Mærsk.

Vil afbøde virkning for årets regnskab
”Vi eksekverer i øjeblikket planer, der skal afbøde virkningen for hele årets regnskab af disse problemer”, siger Alan Graf, der er finansdirektør for FedEx, ifølge Ritzau.

Af det nylige regnskab fremgår det, at hackerangrebet skar 79 cent af overskuddet per FedEx-aktie.

Den negative effekt af orkanen Harvey, der medførte katastrofale oversvømmelser i Houston og andre dele af Texas, er opgjort til to cent per aktie.

Havde FedEx ikke lidt et tab til de to hændelser, ville koncernen have haft et overskud per aktie på 3,32 dollar og dermed overgået analytikernes forventninger.

Sænker forventninger til overskud
Hos FedEx havde man ingen forsikring på plads til at dække de udgifter, cyberangrebet medførte. Selskabet er dog i øjeblikket i gang med at undersøge markedet for den slags forsikringer, oplyser Alan Graf.

Som konsekvens af de eksterne begivenheder sænker FedEx sit skøn for overskuddet i regnskabsåret 2017/2018.

Læs også: Deutsche Bahn leverer godt halvårsregnskab

På Wall Street faldt kursen på FedEx-aktion to procent efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet.

- EL

Mere fra SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden

SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden

www.scm.dk

SCM.dk – forum for ledelse af forsyningskæden – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på optimering af forsyningskæden. Medlemmer på SCM.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af SCM.dk. Vi udkommer dagligt på SCM.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt ni gange om året med magasinet SCM+LOGIST…

Se virksomhedsprofil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere