Annonce

Opret nyhed

Efter to års udvikling præsenterede IHL-projektet en protype på et innovativt transport- og logistiksystem i fredags. I den forbindelse deltog bl.a. Torben Steen Mogensen, dr.med. og vicedirektør på Hvidovre og Amager Hospital, og Hans Jørn Kolmos, dr.med. og forskningsleder ved Klinisk Mikrobiologi, Odense Universitetshospital, som oplægsholdere og i en paneldebat. Foto: IHL.

Fremtidens intelligente logistik til nye sygehuse

Efter næsten to års udvikling blev prototypen på et innovativt transport- og logistiksystem til hospitaler præsenteret på en workshop i fredags hos Syddansk Sundhedsinnovation i Odense.

PROCESOPTIMERING

Intelligent Hospitalslogistik-systemet (IHL) kan automatisere og effektivisere logistikken på landets hospitaler, så alle former for varer, udstyr og medicin bliver tilgængeligt for personale og patienter, hvor og hvornår der er brug for det. Systemet skal gøre hverdagen på hospitalsafdelingerne nemmere og give personalet mere tid til de primære opgaver med patienterne.  

Læs også: Millionstøtte til intelligent hospitalslogistik

Mere end 50 personer med interesse for hospitalslogistik deltog fredag i en workshop i Odense og fik dermed mulighed for selv at se og afprøve ”det magiske skab”. Herfra kan hospitalspersonalet hente varer, som ligger klar, og/eller på en touchskærm bestille det, som de mangler. Når varen er bestilt, sørger IHL-systemet for, at den bliver gjort tilgængelig i skabet, der er bygget ind i hospitalsvæggen.

Den praktiske demonstration af IHL’s it-betjening, det magiske skab og affaldshåndteringen gav anledning til dialoger og spørgsmål om, hvordan IHL-systemet vil komme til at fungere på landets sygehuse. 

”Jeg tror, at IHL kan bidrage til, at man får en mere præcis logistik, så læger og sygeplejersker kan få leveret det, de har brug for. Jeg tror meget på automatiske systemer. Det er fremtiden for hospitalsvæsenet”, sagde Torben Steen Mogensen, dr.med. og vicedirektør på Hvidovre og Amager Hospital.  

Fremtidens logistik
Torben Steen Mogensen holdt oplæg på workshoppen, som ud over præsentation af IHL-prototypen, også satte fokus på hospitalernes udfordring med at udvikle ny og bedre logistik i et lægefagligt, hygiejnemæssigt og innovationsperspektiv.

Torben Steen Mogensens budskab var tydeligt: Fordi hospitalerne skal kunne behandle flere patienter hurtigere, kommer effektiv, automatisk logistik og hurtigere transport til at betyde meget mere.

En anden af oplægsholderne var Hans Jørn Kolmos, dr.med. og forskningsleder ved Klinisk Mikrobiologi, Odense Universitetshospital. Han lagde vægt på, at fremtidens logistik skal være med til at sikre, at urene og rene varer ikke blandes sammen for at eliminere smitte og infektioner.

Hans Jørn Kolmos har tidligere set elementerne i IHL ved projektets start, og han kunne ved workshoppen se, hvordan en prototype efterhånden har taget form, bl.a. på baggrund af brugerinvolverende udviklingsforløb.       

”Der er sket en udvikling af IHL i løbet af projektet, men der skal stadig udvikles mere. Både for at sikre fuld adskillelse af rent og urent og for at tænke logistikken rigtigt sammen med de bygninger, hvor den skal fungere. Plads til at arbejde med tingene og sætte fra er utrolig vigtigt for, at medarbejderne kan agere hygiejnemæssigt korrekt”, sagde Hans Jørn Kolmos.

IHL-prototypen er med støtte fra Markedsmodningsfonden udviklet siden maj 2013 af projektgruppen Intelligent Hospitalslogistik (IHL) med deltagelse af ti private virksomheder og fem danske sygehuse. Målet er at udvikle og tilpasse eksisterende teknologier, sådan at de bliver pålidelige, sikre og hygiejniske nok til at møde kravene på fremtidens supersygehuse.

Læs også: Nyt koncept skal automatisere hospitals-logistikken

Og udviklingen af IHL-systemet fortsætter:

”Nu skal vi teste systemet igen hos brugerne på hospitalerne, inden vi fremlægger den endelige og modulære løsning”, siger IHL-projektleder Niki Nicolas Grigoriou.

- JKK 

Bring en kommentar

God kommentarskik. Hold en god tone i kommentarerne, undgå personlige angreb og indlæg af markedsføringsmæssig karakter. Læg kun link på din kommentar, såfremt det er relevant for debatten. Vær opmærksom på, at debatten modereres af portalens redaktion.

Annonce

Relaterede virksomheder

Relaterede artikler

Annonce

Annonce

Annonce